Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at drømme lidt

Forfatter: Stella Ørn
Af Stella Ørn

Lærerværelset på musikskolen er propfyldt med småsnakkende og glade kolleger. I pauserne er der tid til at vende stort og småt. Lærerne ses ofte på musikskolens gange og går altid til pause sammen. I nogle fag underviser man sågar i tolærer-ordninger med sin nære kollega. Ville det ikke være fantastisk, hvis det skete i musikskolen?

Vi ved allesammen, at gode kolleger har rigtig stor betydning. Gode kolleger er vigtige for den daglige sparring. Hvis der er noget, man er i tvivl om rent fagligt, kan man spørge. Hvis der er et problem med en elev, kan man få gode råd eller bare få luftet sin frustration. At blive spurgt om, hvordan weekenden har været, giver lige lidt ekstra arbejdsglæde, og mange små problemer kan tages i opløbet, så man fx undgår stress. Jeg syntes selv, at jeg har været heldig med, at langt de fleste kolleger gennem tiden har været gode kolleger. Nogle siger man et hurtigt hej til på gangen og får et smil retur. Andre drøfter man tingene med, hvis man en sjælden gang mødes. Nogle få kolleger stabler man et projekt på benene sammen med. Alle disse relationer er rigtig gode, men samarbejde med en god kollega kan være meget mere end det. 

Rengøringskonen Lone og det tomme lærerværelse

Da jeg startede i musikskolen, underviste jeg primært soloelever eller blokfløjtehold. Undervisningen lå rundt omkring på flere forskellige folkeskoler og gerne efter skolens “åbningstid”.

Jeg sad derhjemme i stolen og tænkte:  ”…hvad snakker han om, sådan ser alle skoler da ud!

Jeg huske tydeligt at sidde og spise min medbragte frugt i sofaen i et kæmpestort tomt lærerværelse. Jeg kan også huske den sæson, hvor jeg nåede helt hen i maj måned uden at have mødt min nye obo-musikskolekollega. Jeg vidste til gengæld alt om rengøringskonen. Hun hed Lone og sparede sammen til en tur til Paris med familien, og hendes yngste var lige kommet på idrætsefterskole. Samtidig husker jeg et interview i fjernsynet under lærerkonflikten i 2014, hvor en enlig tjenestemandsansat fortalte, hvor underligt det var at gå rundt på en næsten tom skole. Jeg sad derhjemme i stolen og tænkte:  ”…hvad snakker han om, sådan ser alle skoler da ud!” 

undefined

Når bølgerne gik højt, lavede man noget fælles op til en koncert

Musikskolekolleger var nogle, man primært mailede sammen med. Hvis man engang imellem sås til lærermøder og lignende, glemte man næsten at spise frokost, fordi der var så mange ting, man lige skulle snakke om. Når bølgerne gik virkelig højt, kunne man måske komme til at samarbejde om at lave noget fælles op til en koncert. Da folkeskolereformen så kom, og samarbejdet med folkeskolen blev lovpligtigt, var jeg en af de heldige lærere, der ville og kunne træde ind i et skolesamarbejde. Det er noget af en omvæltning pludselig at stå foran en hel klasse med 28 elever, hvoraf mindst fem hellere vil ud og spille fodbold. Og ja, nogle gange forsvinder en time i ingenting, fordi Hans og Ole har været oppe at slås i frikvarteret, eller Merete har haft fødselsdag, og alle ungerne har spist for meget slik, eller også er det snart ferie, så ingen kan fokusere på andet.

I folkeskolen ser man sine gode kolleger, hver gang man er på arbejde

Fagligt er det også en omvæltning. Pludselig er ens opmærksomme, lærevillige og fokuserede soloelever noget man virkelig sætter pris på. Man kan lære en folkeskoleklasse rigtig meget, men det tager længere tid og kræver en anden tilgang end den, man er vant til i musikskolen. Men folkeskolen har noget, som vi i musikskolen ikke har. Her ser man sine gode kolleger, hver gang man er på arbejde. Man mødes på gangene, og man holder pauser sammen. Og hvis man, som jeg, primært underviser i tolærerordninger, så arbejder man ovenikøbet også fast sammen i selve undervisningen. Jeg har siden reformen undervist på mange forskellige folkeskoler og med mange forskellige lærere og pædagoger som samarbejdspartnere. Samarbejdet jeg vil fortælle om her, kører nu på femte sæson i streg.

undefined

En lille sopran plus en kraftig tenor

Østerbyskolen ligger i Vejen og her underviser jeg hver torsdag gennem min musikskoleansættelse. Eleverne består af indskolingsklasser fra børnehaveklasse, første og andet klassetrin blandet sammen på tværs af årgangene. Jeg samarbejder med en af folkeskolens musiklærere, hvilket jeg oplever som en stor luksus. Sammen underviser vi også skolens femte klasser i en lektion pr. klasse. Jeg er en lille kvinde med en høj, lys og ikke særlig kraftig sopranstemme. Jeg er konservatorieuddannet som klassisk/historisk musiker og hører egentlig kun sjældent rytmisk musik. Carsten, min samarbejdspartner, er en stor mand med en kraftig tenor, der kan høres helt ned af gangen, når han rigtig folder sig ud. Han er uddannet folkeskolelærer, spiller rytmisk guitar og er helt vild med heavy metal. Man skulle ikke tro det, men vi passer faktisk vildt godt sammen netop fordi det, den ene ikke kan, det kan den anden. 

Det første år arbejdede vi ret opdelt 

I begyndelsen var arbejdsfordelingen at Carsten tog sig af klasserumsledelse og det at få eleverne til og fra lokalet og fx at mægle i konflikter og alt det der. Jeg tog mig så af det musikfaglige. Jeg nød at have en kvalificeret medspiller, som jeg kunne få hjælpe af. Jeg tror måske, at han i starten var bange for at gå i vejen for “eksperten”. Jeg følte også, at når nu skolen betalte i dyre domme for mig, så måtte jeg hellere levere varen. Året efter ville han gerne stå for noget af undervisningen, og jeg skyndte mig at sige ja tak. Vi aftalte, at vi underviste på skift fx en sang, rytmelære eller noget helt andet fagligt indhold. Den, der ikke underviste, hjalp til med det løse. Da jeg startede på skolen, fik jeg at vide, at de ville have mig til at undervise både som en opgradering af musiktimerne men også̊ som en slags efteruddannelse til Carsten. 

Jeg lærte mindst ligeså meget som min folkeskolekollega

Jeg er ikke i tvivl om, at han har lært en masse af mig, men jeg har samtidig lært mindst lige så meget af ham. At kunne sidde og betragte en anden dygtig lærer, der underviser i musik, og derefter drøfte timen med ham bagefter på lærerværelset er langt mere givtigt end endnu et foredrag om klasserumsledelse. Fordelingen af arbejdet, hvor vi skiftes til at stå for noget, er stadig grundstrukturen, men i løbet af årene er der sket noget.

"Jeg havde ikke troet, at det at undervise sammen kunne give den samme fornemmelse"

Både han og jeg er blevet mere spontane i vores undervisningsstil. Det betyder kort sagt, at der ikke er noget, der er så godt forberedt, at man ikke kan lave noget helt andet, hvis klasserne er et andet sted mentalt end forventet, eller der pludselig opstår en mulighed. Vi begyndte stille og roligt at blande os i hinandens undervisning, men på den fede måde.

undefined

Jo længere tid der gik, og jo bedre vi efterhånden kendte hinanden, jo mere smeltede vores undervisning sammen. For et år siden gik det op for mig, at vi ofte simultan-underviser. Det betyder, at vi begge underviser på samme tid, men uden at gå i vejen for hinanden. Tværtimod forstærker vi hinandens undervisning. Her er vores forskellige kompetencer et perfekt match. Det gør, at den undervisning, vi sammen levere til klassen, er mange gange bedre end den, vi ville kunne levere enkeltvis. 

Vi er en enhed, når vi underviser sammen

På et tidspunkt, mens jeg studerede, spillede jeg fast i et ensemble. Jeg kan stadig huske den fornemmelse, man nogle gange oplevede ved koncerterne. Gennem musikken forsvandt man ud af sig selv og smeltede sammen med de andre musikere til en enhed. Når det skete, var man fuldstændig høj bagefter. Jeg havde ikke troet, at det at undervise sammen kunne give den samme fornemmelse, men det kan det, og jeg føler mig dybt privilegeret over at få lov til at opleve det. 

Et ”papkasseorgel” overraskede børnene totalt 

Selv om fagligheden er i centrum, er det også virkelig sjovt, når vi underviser sammen. Carstens og min humor er på bølgelængde, og vi kan mærke, at børnene slapper af og lærer mere, hvis det ikke er dybt seriøst hele tiden. Han kan finde på at drille mig helt spontant, vel vidende at jeg både kan tage det og spille med på det og i øvrigt gør det samme med ham. Af og til rotter vi os sammen og driller børnene.

undefined

Et af de bedste drillenumre, vi har lavet sammen, var under en sang, som Carsten stod for. Han sad med en stor papkasse, som indeholdt mange forskellige slags instrumenter. I slutningen af hvert vers stak han hænderne ned og spillede på et instrument. Børnene skulle så gætte, hvilket instrument han spillede på. Der var claves, tambourin, rasleæg, bjælder, håndtromme og endda et lille klokkespil i papkassen. Efter fire vers fik jeg en ide. Det lykkedes mig at fange hans opmærksomhed og få ham til at forstå̊ uden at børnene opdagede noget. Næste gang han stak hænderne ned, havde jeg ændret det elektriske klavers lyd til lyden af et kirkeorgel. Fuldstændig synkront med hans hænder, satte jeg en fuldtonet akkord an. Du skulle have set børnenes ansigter. Mange af dem kendte lyden, og efter den første totale overraskelse kunne man se, at de simpelthen ikke kunne få den lyd til at passe med noget, der kunne være i papkassen. Jeg måtte bide mig selv hårdt i kinden for ikke at grine højt. De kvikke af eleverne prøvede at regne ud, hvordan det var muligt. Efter et par gange, hvor Carsten spillede orgel i kassen, lykkedes det dem også. Når Carsten og jeg kan hitte på den slags numre og sammen nyde børnenes glæde, er det netop, fordi vores samarbejde har nået et godt niveau, hvor undervisningen virkelig fungerer, og det tager tid. 

Jeg glæder mig altid til at komme på arbejde om torsdagen

Dage, hvor eleverne er helt umulige, er det stadig en stor fornøjelse at gå på arbejde, fordi vi er to om dem, og fordi vi er enige om, hvordan vi tackler dem. I frikvartererne er det store, tomme lærerværelse nu pludselig fyldt med mange kolleger. Selv om jeg ikke er folkeskolelærer, vil de heller end gerne inddrage mig i deres samtaler. Efter snart fem års spisen madpakke sammen kender man efterhånden hinanden ret godt. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at drømme lidt om, hvordan det mon ville være, hvis vi kunne gøre noget tilsvarende på vores musikskoler.

Læs også: Musikskolelærerne mangler efteruddannelse

https://www.facebook.com/dmpf.dk/