Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Stress rammer over hele skalaen 2 - Læreren

Forfatter: David Efraim Poulsen
Af David Efraim Poulsen, medieredaktør

En tidlig morgen i januar fik jeg et voldsomt raserianfald på min mand, fordi han havde glemt en morgenmadsskål på spisebordet. ”Det her er ikke normalt”, tænkte jeg bagefter, og pludselig faldt brikkerne på plads.

I forrige artikel ”Stress rammer over hele skalaen”, fortalte musikskoleleder Lars Konrad Mortensen om, hvordan uheldige omstændigheder umuliggjorde en ledelsesopgave og resulterede i en stresssygemelding. I dette interview fortæller musikskolelærer Birgitte Momme om, hvordan umulige arbejdsvilkår udløste en langvarig stresstilstand. 

”Jeg var kronisk træt, tabte håret og kunne ikke handle når varerne stod et nyt sted i Netto”

Se videointerview med musikskolelærer Birgitte Momme:

 

Relationsarbejde under umulige vilkår

I oktober 2009, efter endt barsel med mit andet barn, startede jeg igen op på fuld kraft i mit musikskolejob. Hver uge havde jeg ti forskellige arbejdssteder på de to musikskoler, hvor jeg var ansat som rytmik- og instrumentallærer. Jeg var i børnehaver, i dagplejer og på skoler med ugenligt kontakt til over 400 børn og voksne. Det var udmattende at køre fra øst til vest, mellem forskellige arbejdssteder, og på 45 minutter skabe relationer til elever og institutioner jeg ikke kendte. Sideløbende skulle julerepertoiret og koncerterne også forberedes, og oven i alt dette var der en helt ny familiesituation at forholde sig til. 

I flere uger kørte jeg et sygt løb 

Den 2. december 2009, have jeg julekoncert med generalprøve ude på en folkeskole. Jeg stod op kl. 6.30 med 40 i feber og besvimede. Jeg udskød generalprøven en time ad gangen hele formiddagen, indtil jeg til sidst måtte aflyse. I flere uger kørte jeg et sygt løb, hvor jeg ikke hørte alarmklokkerne ringe. Jeg var kronisk træt, tabte håret, kunne ikke handle når varerne stod et nyt sted i Netto. Jeg havde også en kort lunte, kunne ikke sove og havde konstant småfeber. Jeg tænkte ikke klart i den periode og var hverken en god mor eller kone.

”Du skal ikke tage din TR med til samtalen med ledelsen, jeg synes i stedet, du skal tage din søster med for ikke at optrappe”, Kommunal stresscoach

Jeg sygemeldte mig på den ene arbejdsplads, for at afvikle en koncert på den anden. Min musikskoleleder forklarede mig, at det faktisk var fyringsgrund. Jeg tilbød straks, trods min tilstand, at møde frem og undervise. Det afviste musikskolelederen og jeg blev bedt om at sygemelde mig, når jeg nu rent faktisk var syg. Ingen af mine musikskoleledere spurgte dog ind til min faktiske situation, eller tilbød mig hjælp, før jeg efterfølgende gik ned med stress i januar.  

Det her er ikke normalt

En tidlig januarmorgen fik jeg et voldsomt raserianfald på min mand, fordi han havde glemt en morgenmadsskål på spisebordet. ”Det her er ikke normalt”, tænkte jeg bagefter, men pludselig faldt alle brikkerne på plads. Jeg måtte erkende, at jeg var stressramt og ringede til min arbejdsplads og forklarede dem min situation. Lederen sagde først, at jeg kunne få fem psykologbehandlinger og det beroligede mig lidt. Men så tilføjede han, ”Nå nej, du er jo kun deltidsansat, så må du hellere lige spørge på den anden musikskole om, hvordan vi så gør”. Da brast min verden, for hvis der er noget man ikke kan som stressramt, så er det at lave aftaler og al den slags. 

På intet tidspunkt reagerede mine arbejdspladser 

Jeg har tænkt meget over, hvorfor ingen af mine arbejdspladser reagerede i perioden op til jeg sygemeldte mig med stress. Herefter oplevede jeg at ledelsen havde en god forståelse for min situation. Tilgangen hos kommunens stresscoach var til gengæld ikke hjælpsom. ”Du skal på fode hurtigst muligt”, sagde hun, og fortsatte, ”Du skal ikke tage din TR med til samtalen med ledelsen, jeg synes i stedet, du skal tage din søster med for ikke at optrappe”.Via min private sundhedsforsikring havde jeg adgang til en psykolog, hvor der var der plads til mig som et helt menneske. Her skulle jeg ikke quick-fixes, formålet med behandlingen var, at jeg skulle hele. 

”Du skal gøre noget godt for dig selv, og det er ikke shoppetur med tøserne”

Det at gå hos min egen psykolog, som ikke var fedtet ind i kommunens handleplan, hjalp mig utrolig meget. Hendes råd var: ”Du skal gøre noget godt for dig selv og det er ikke shoppetur med tøserne”. Hun rådede mig til at sætte mig med en kop kaffe og kigge ud i luften. ”Når du kan mærke, hvad du har lyst til, så gør du det”, forklarede hun. For mig var det et fantastiske hjælpsomt råd. 

undefined

Plads til familien

Jeg blev hurtigt delvist raskmeldt og begyndte at undervise et par timer én dag om ugen. Bagefter sov jeg i fire timer. Det var crazy, men det var godt for mig at holde mig i gang. Herefter gik jeg stille og roligt op i tid. Ledelsen bad mig sige fra, hvis jeg mærkede stresssymptomerne. Jeg gjorde op med den måde, jeg hidtil havde arbejdet på og måtte erkende, at musikskolen ikke var hele mit liv. Nu skulle jeg være musikskolelærer på en ny måde, hvor der var mere plads til min familie. Slut med at forberede sig i weekenden, dér skulle jeg være mor og kone. For mig handlede det om at undgå at arbejde morgen, middag og aften. Jeg lærte at standse op, mærke efter, og tage en sygedag eller to når stresssymptomerne viste sig. 

undefined

Det er de samme ting der stresser mig i dag

Jeg er blevet meget mere bevidst om, hvilken undervisning der dræner mig, og mere nysgerrig på, hvad der lader mig op. Jeg oplever, at det er de samme ting der stresser mig i dag, som dengang for ti år siden. Derfor tilrettelægger jeg mit arbejdsliv på en måde, så det ikke sker igen. Jeg har sagt op i musikskolen med de mest umulige arbejdsvilkår. Det at lege musikekspert i 45 minutter, ud i en kold bil og videre til næste institution - komme ind, smile, give alt hvad jeg har og så videre - drænede mig fuldstændig. Nu underviser jeg på samme skole hele dagen, og det giver meget mere mening for mig. Det er selvfølgelig svært at styre arbejdspresset 100 procent. Eksempelvis i december og januar med mange julekoncerter, konferencer eller fx opstarten i august med pædagogiske dage, nye elever, skemaændringer og lokaleudfordringer.

Vi har glemt fordybelse og eftertænksomhed i musikskolen

Jeg oplever, at vi i de sidste par år med den nye arbejdstidsaftale fra 2015 har fået massivt mere at se til. Der er flere gode ting ved aftalen, som fx tiden til efteruddannelse, men jeg oplever, at der er markant mindre tid til forberedelse. Jeg tror, at vi musikskolelærere, og ledere, har haft for travlt med at fylde arbejdstiden ud med undervisning, aktiviteter og andre spændende opgaver. Vi har glemt, at fordybelse og eftertænksomhed også er meget vigtige elementer i et godt arbejdsliv. Jeg tror, at vi kan blive bedre til at have øje for hvilke elementer i vores arbejde, der giver os energi og mening. 

Det er ti år siden, men det vil altid være en del af mit liv

Det var en forfærdelig oplevelse at være syg af stress. Hvis folk tror, at man kan tænke en selvstændig tanke, som stressramt, må de tro om. Selv om det er ti år siden nu, vil det altid være en del af mit liv. I min faggruppe på musikskolen taler vi tit om, hvor vigtigt det er at kunne sige fra, når man ikke har overskud. Det slider os ned, hvis vi ikke får ordentlige rammer for arbejdet med at opdyrke de gode musikalske læringsmiljøer, som vi jo brænder for at udvikle. 

undefined

Gode rammer er fx sammenhængende arbejdsdage på ét arbejdssted, så man for mulighed for at skabe gode relationer til børn og voksne. Jeg ved godt at vi musikere har ry for at være følsomme gemytter, men jeg tror egentlig ikke, at vi er mere følsomme end andre professioner. Til gengæld kender jeg ingen professioner, der som os, har omskiftelige arbejdsopgaver, arbejdssteder, arbejdstider og projektansættelser. Det giver en permanent usikkerhed i ansættelsen, fx hvis skoler og institutioner ikke vil købe vores arbejdskraft i den efterfølgende sæson. 

Et bæredygtigt arbejdsliv

For mig er et godt og bæredygtigt arbejdsliv et arbejdsliv, hvor jeg har interessante arbejdsopgaver, hvor jeg får lov til at udvikle og efteruddanne mig og have et godt samarbejde med elever, kolleger, forældre og samarbejdspartnere. Det er også et arbejdsliv, hvor jeg selv er god til at holde fri og sige ”Pyt, det nåede jeg ikke lige”. Det, at jeg aldrig gik på kompromis, var helt klart årsagen til min stresssygemelding. Kommuner og ledere skal blive bedre til at skabe ordentlige rammer for deres ansatte og vise dem, at deres arbejde er betydningsfuldt.

undefined

Derfor mener jeg klart, at projektansættelser ikke er fremtiden for musikskolerne. De er forbundet med stor usikkerhed i ansættelsen, og det stresser meget. Endelig er jeg utrolig bekymret for alle de nye unge musikskolelærere, som ikke er klædt på til alle de forskellige opgaver og udfordringer de møder ude på musikskolerne. Det er en af grundende til at vi skal have ordentlige efteruddannelsestilbud og gode mentorordninger. Jeg lærte mig at håndtere arbejdspresset på den hårde måde, og det ønske jeg ikke for nogen.

Fotograf Lasse Skov

Læs også:

Vi bliver stressede, når arbejdet ikke giver mening

Stress rammer over hele skalaen - 1

Er du stresset, eller har du bare travlt

 

https://www.facebook.com/dmpf.dk/