Sådanne demotiverende tanker tumler flere og flere studerende med. Unge er ekstra sårbare, fordi de ikke har en lang livserfaring bag sig endnu. Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har spurgt studerende om deres oplevelse af stress, og hver tredje studerende i undersøgelsen føler sig stresset. Stress udløser bla. dalende motivation for at studere, ligesom det øger risikoen for frafald. »Studerende, der føler sig meget stressede, har næsten dobbelt så stor risiko for at falde fra som studerende, der ikke oplever at være stressede”, siger chefkonsulent Bjarke Hartkopf fra EVA. De studerendes stress udløses af faglige krav, personlige forhold og især tidspres. Det kommer ofte til udtryk som et manglende overblik i forhold til at kunne disponere sin tid fx det at kunne vælge fra og give sig selv et tiltrængt break.
Thomas Lyhne Hansen gik på MGK og gymnasium samtidig og følte sig i perioder meget stresset af det dobbelte arbejdspres. Det var især præstationer som koncerter og eksaminer, han oplevede som stressende.
En af de største stressfaktorer for mig var koncerterne. Det var en helt særlig situation, som jeg ikke synes, at man kan sammenligne med andre situationer, som man støder på i den alder. Alt skulle helst klappe under selve koncerten. Det stressede mig utrolig meget, da jeg er ret perfektionistisk af natur. Undervisningen på gymnasiet og MGK var ikke i sig selv stressende for mig, men det var en udfordring at nå både undervisning, lektier og øvning. Nogle gange var jeg simpelthen nødt til at droppe noget af søvnen for at nå det hele.
Nogle dage skulle jeg være på gymnasiet fra kl 8 -15 og så straks videre til MGK-undervisningen fra kl 16 - 20. Når der både skulle laves lektier og øves musik, krævede det, at jeg lærte at planlægge, så min tid blev brugt effektivt. Alligevel var jeg nødt til at gå sent i seng og fravælge sociale aktiviteter for at nå at løse alle mine opgaver til tiden. Desværre betød min stressede hverdag også, at jeg ofte sov dårligt. I de meget stressede perioder var jeg derfor tit i dårligt humør.
Særligt ved koncerterne var jeg bange for ikke at være god nok. Her blev mine evner og min musiske kunnen blotlagt for publikum. Jeg oplevede koncerterne som helt specielle og intense situationer, som forløb i tid. Hvilket betød, at jeg ikke kunne fortryde utilfredsstillende dele af min optræden, når først den var udført. Det stressede mig meget. Resultatet blev en mindreværdsfølelse, som gjorde, at jeg i perioder mistede troen på mine evner. Det sled hårdt på både spilleglæden og motivationen.
Derfor var det også ved koncerterne, at angsten var allerstærkest. Spørgsmål som: Har du nu øvet dig nok? Er du dygtig nok? Kan du overhovedet gennemføre? osv. svirrede rundt i mit hoved og gjorde mig forvirret og usikker. I dag tænker jeg, at det bunder i, at man sammenligner sig alt for meget med sine medstuderende. Man oparbejder en angst for ikke at være god nok, fordi man føler, at man ikke kan leve op til sit eget perfekte selvbillede. Det, at jeg så mine medstuderende som dygtigere eller mine præstationer som mangelfulde, var jo også et ufuldstændigt billede, som ikke havde noget med virkeligheden at gøre.
Jeg talte ofte med min familie og mine venner om mine udfordringer, og de var meget forstående overfor min situation. At snakke med dem var det, der hjalp mig allermest i de perioder, hvor jeg havde det svært. Det var jo også dem, der kunne give mig den bedste og mest personlige hjælp. Jeg snakkede også med mine lærere og min studievejleder på MGK. De havde erfaring med at rådgive elever, som kombinerede MGK med en gymnasial uddannelse. Jeg fik ikke hjælp af vejledere og lærere på mit gymnasium, men jeg søgte den heller ikke. Det var i øvrigt ikke muligt at skabe nogen fleksibilitet i studierne, da alt foregik på helt faste skemalagte tidspunkter. Dette opfattede jeg dog ikke nødvendigvis kun som noget negativt. Jeg blev nødt til at lære at planlægge og at acceptere, at jeg ikke altid kunne nå det hele.
Jeg havde jo selv valgt at kombinere MGK og gymnasium. Derfor følte jeg på ingen måder, at der blev stillet uretfærdige krav. Jeg var bare nødt til at arbejde meget hårdt for at opfylde dem på en måde, som tilfredsstillede mig selv rent fagligt. Et aspekt jeg har tænkt over er, at musikfaget er meget anderledes end almindelige skolefag. Modsat fx gymnasiet, som har lektier og afleveringer med ret tydelige deadlines, så er musik jo et evighedsprojekt.
Man bliver aldrig rigtig færdig, fordi man altid kan blive dygtigere, og den musiske udførelse altid kan blive mere perfekt. Derfor skal man også tale om, at man ikke kan gøre alt perfekt hele tiden. Jeg tror ud fra min erfaring, at den bedste måde, man kan forebygge stress hos studerende, er ved at lære os at planlægge vores tid. Hvis der er noget, jeg rigtig gerne ville have været bedre til, da jeg gik på MGK, så var det at holde fri. Jeg var allermest stresset i perioder med ferie, fordi jeg følte, at jeg burde øve mig. Det betød for det meste, at jeg hverken fik slappet af eller øvet mig ordentligt. Det er en vigtig lektie, som jeg har lært nu, men som jeg også stadigvæk skal arbejde med som studerende ved universitetet.
En side med gode råd og vejledning mod stress: Mindhelper
Læs også:
Nogle gange kan jeg ikke lade være med at drømme lidt
Vi bliver stressede, når arbejdet ikke giver mening