Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Medlemmernes forslag til overenskomstkrav 2021

Forfatter: Inger Bjerrum Bentzon, faglig konsulent
Af Inger Bjerrum Bentzon, faglig konsulent

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2018 aftalte man, at overenskomsten skulle være treårig. Den næste overenskomstfornyelse skal således ske pr. 1. april 2021. De indledende øvelser er allerede i gang; der arbejdes med planer og analyser for at komme godt frem til det første store skridt, som tages i slutningen af 2020: Udveksling af krav. Her fremsender arbejdsgiverpart og lønmodtagerpart på hver enkelt overenskomst, i vores tilfælde overenskomsterne for musikskolelærere og musikskoleledere og aftale for tjenestemandsansatte musikskoleledere, en liste med krav til den kommende overenskomst.

Traditionen tro vil DMpF’s musikskoleansatte medlemmer i løbet af foråret modtage en opfordring til at indsende forslag til krav til hver deres overenskomster, og vi opfordrer til, at både musikskolelærere, -mellemledere og -ledere benytter lejligheden til at fortælle os, hvordan I mener, jeres arbejdsforhold ville kunne forbedres. Alle forslag og tanker bliver behandlet foreningens politiske strukturer: Forslag fra lærerne bliver først set og behandlet af TR-udvalget, forslag fra lederne af Lederforeningens bestyrelse. Materialet bliver herefter sendt til forretningsudvalget til endelig udtagelse. En del af de forslag, som kommer ind, er muligvis ikke teknisk eller indholdsmæssigt relevante for overenskomstforhandlingerne, men vil skulle adresseres i andre sammenhænge. Alt materiale, vi får ind, er ikke desto mindre en guldgrube af indsigt for foreningens udvalg og sekretariat som et øjebliksbillede af, hvordan hverdagen fungerer for de medlemmer, hvis interesser det er DMpF’s fornemste opgave at varetage.

Ved forhandlingerne med KL vil det vise sig, hvilke emner og krav, som kan komme til realitetsforhandlinger: Dels må det afsøges, hvilke krav begge parter har interesse for at fremme, dels kan der være strømninger, som dirigerer forhandlingerne i bestemte retninger for større grupper af medarbejdere, f.eks. på hele det kommunale område.

Et andet parameter, som er afgørende for forhandlingsresultatet, er naturligvis den økonomiske ramme, som via sindrige beregninger afsættes til både forhandlingerne mellem Forhandlingsfællesskabet og KL, som står for alle de generelle aftaler: Barsel, ferie, seniorpolitik osv., og til det enkelte overenskomstområde. Undervejs i forhandlingerne beregnes den økonomiske konsekvens af emner, som når til realitetsforhandlinger imellem os og KL, så man, under forhandlingerne og når forlig indgås, har et præcist overblik over de økonomiske konsekvenser.

Når forhandlingerne er overstået og et forlig underskrevet, kommer den næste store øvelse: Urafstemningen, hvor medlemmerne tager stilling til, om de kan stemme for det indgåede forlig, inden endelig tiltrædelse kan ske, eller, hvis flertallet stemmer imod, konflikt varsles.

Derefter henstår den sidste opgave: At redigere overenskomsterne i henhold til det indgåede forlig for til sidst at underskrive og frigive dem.

I første omgang glæder vi os på sekretariatet og i de politiske udvalg til at se, hvad der kommer ind fra medlemmerne og håber, at rigtig mange medlemmer vil tage sig tid til at imødekomme opfordringen. Indkaldelse af overenskomstkrav vil blive udsendt i løbet af foråret med tilbagemeldingsfrist inden sommerferien.

https://www.facebook.com/dmpf.dk/