”Hvis du gerne vil have guderne til at le, skal du blot fortælle dem om dine fremtidsplaner”, lyder et gammelt buddhistisk ordsprog. Vi lagde planer med en tro på, at det ikke kunne gå galt, men coronakrisen spændte ben, og vores planer smuldrede mellem hænderne på os. Selv stod jeg med et fikst og færdigt MUSIKSKOLEN 3, da Danmark onsdag aften den 11. marts lukkede ned akkompagneret af Mette Fredriksen’s ”Vi skal stå sammen om at holde afstand”. Det var indlysende, at fagbladet skulle dække denne helt ekstraordinære situation for musikskolerne. Alle redaktionelle bolde var på ny kastet op i luften. Vi skulle afdække, hvilke udfordringer og løsninger nedlukning og hjemmearbejde med virtuelle møder og undervisning udløste ude på musikskolerne. Netværket af regionsreportere og musikskolelærere og -ledere blev kontaktet, og snart begyndte mailtrådene at gløde med mangeartede og personlige oplevelser af at være musikskole midt i en coronatid. Her kommer et sammendrag af musikskolelæreres og -lederes coronahistorier, som du også kan læse i deres fulde længde på musikskolen.dmpf.dk
Ivan Olsen
Coronanedlukningen af musikskolen var en lidt speciel oplevelse for musikskolelærer Ivan Olsen fra Hjørring Musikskole, da han efter endt barsel mandag den 16. marts vendte tilbage på arbejde. ”Rent fagligt kan lukningen nok bedst beskrives som et stort SHIT - men når det er sagt, så tænkte jeg nok også: Spændende”, fortalte han lørdag den 21. marts.
Jeg startede med at sende en e-mail ud til alle mine elever og forklarede dem situationen. Jeg skrev, at vi skulle finde alternative måder at undervise på i den kommende periode, og at det jo også var lidt spændende. Jeg spurgte ind til, om der var elever, som havde erfaring med fx Zoom, Skype eller FaceTime. Samtidig var jeg godt klar over, at for de yngste elever kan det være en noget abstrakt oplevelse at modtage undervisning på 50 km afstand. Vi har netop fået en Moodle-platform på musikskolen. Her vil jeg prøve at få lavet et e-læringsforløb så hurtigt som muligt. Det skal dels være noget nodeteori for de små elever og lidt kvintcirkel/akkordlæsning for de ældre. En blanding af videoer, lidt (meget lidt) tekst og som det vigtigste nogle quizzer, eleverne kan hygge sig med og afprøve, om de har taget informationerne i videoerne til sig.
Anne Fontenay
Fløjtelærer Anne Fontenay fra Rudersdal Musikskole blev på en måde lettet, da meldingen endelig kom. ”Nu var vi ligesom fri for at tænke på smitterisiko og hvordan man lige håndterede en sygemelding og karantæne”, fortæller hun fredag den 20. marts. På den anden side synes hun, at det er dødirriterende, for hun havde mange planer om, hvad hun og hendes elever skulle. ”Det er samtidig det værst tænkelig tidspunkt lige op til, at eleverne skal melde sig til musikskolen igen”, fortæller hun.
Anne har været i kontakt med sine elever over e-mail fra Speedadmin. ”Vi må ikke sende sms eller e-maile fra private e-mailadresser grundet GDPR. Det er besværligt, og der er desværre stadig elever, jeg ikke har kontakt til”, fortæller hun. Hun har givet alle holdelever små beskeder i form af opgaver eller sange, de kan øve derhjemme. ”Det er små børn, og jeg tænker meget over ikke at sende alt for meget. Jeg er selv mor og ved, hvor meget skolelærerne sender ud til børnene i disse dage”, fortæller hun. En lille flok af hendes soloelever har taget imod online-undervisningstilbuddet. ”Jeg har undervist i Grønland, hvor jeg kun besøgte mine elever to gange om året. Resten af tiden skypede vi sammen, så jeg har erfaring med at undervise online”. Anne ved, at der findes mange platforme, men det gælder om at finde den, der lige passer. Med unge mennesker oplever Anne, at det er nemmest at facetime. Det handler om hurtigt og nemt at kunne komme i kontakt med dem. De af hendes elever og forældre, der har reageret, er meget positive og synes, at det er et glimrende initiativ i disse coronatider.
Jeg oplever, at der er mange IT-kompetencer, som jeg mangler. Jeg er fx ikke vant til at indspille musik eller lave øvevideoer, men jeg har heldigvis teenagebørn, der er yderst kompetente. Det var dog temmelig grænseoverskridende at lave videoer i starten.
Det har ikke overrasket mig, at jeg skulle bruge mere tid - men at jeg skulle bruge så meget mere tid, er kommet bag på mig.
Kristine Norby Pehrsson
Musikskolelærer fra Høje Taastrup Musikskole Kristine Norby Pehrsson's første tanke var, ”Ok, hvordan får jeg dette her til at fungere?” fortalte hun mandag den 23. marts. Som musikskolelærer med mange forskellige undervisningstyper, herunder enelektioner, sammenspil og holdundervisning, meldte bekymringerne sig hurtigt: Hvad med næste år? - fortsætter eleverne så? osv. i den dur. ”Da jeg lige fik samlet mig lidt sammen fredag, tog jeg ned på musikskolen for at hente noder. Desværre var jeg lukket ude, da min alarmbrik var blevet lukket ned. Heldigvis gik der håndværkere rundt derinde, så der var ingen alarm på. Jeg låste mig ind ad havedøren, som mit undervisningslokale ligger ud til. Det lykkedes mig at komme ind, men jeg følte mig helt kriminel”.
Da jeg kom hjem, skrev jeg ud til alle mine elever med forskellige idéer og opgaver med links. I de efterfølgende uger underviste jeg instrumentaleleverne via Skype, FaceTime, Messenger eller Zoom. Jeg underviste med min egen private computer og smartphone og tog billeder af nye noder og sendte ud til eleverne via e-mail. Jeg savner dog tid til at finde ud af alle de mange tekniske muligheder, der findes, så jeg kan samle et elevhold og spille sammen online.
Vibeke Jarnum
Da meddelelsen kom onsdag aften, blev klaverlærer Vibeke Jarnum fra Odense Musikskole lige som så mange andre temmelig chokeret over hele situationen. ”Det var jo en uhyggelig virus, som påvirkede hele verden”, fortalte Vibeke mandag den 30. marts. Hun blev dog også taknemmelig for, at hun ikke skulle udsættes for smitte. ”Vi er tæt på eleverne, så det ville have gjort mig utryg”.
Jeg skrev, at jeg hurtigst muligt ville møde dem over Skype eller FaceTime. Jeg skrev også, at de endelig skulle sende spørgsmål, hvis de havde nogen. Så opfordrede jeg dem, som havde lyst, tid og overskud - vi ved jo, at mange er ophængte i familierne, så jeg var lidt forsigtig med at kræve for meget i starten - til at sende mig en video af det, de spillede på det tidspunkt. Jeg oplevede, at langt de fleste elever og forældre blev rigtig glade for at høre fra klaverlæreren, og vi blev faktisk super glade for at se hinanden på skærmen! I denne underlige tid tror jeg, at det er trygt at foretage sig ting næsten, som man plejer. Det helt store problem, som Vibeke oplevede med fjernundervisning, var kvaliteten af forbindelsen. ”Der har været megen forsinkelse og ”frosne” billeder etc., så når man har undervist otte elever i træk, er man helt blæst oveni”, fortæller hun.
Jeg har været rigtig glad for de ”koncertvideoer”, eleverne har sendt, for der er kvaliteten en helt anden. Man får også et kig ind i elevernes øvevaner, fx øvede en af eleverne sig stående. Jeg oplever, at fjernundervisningen har været med til at holde langt de fleste elever i gang og håber meget, at eleverne holder ved og ikke melder sig ud af musikskolen. Jeg bruger alt i alt rigtig mange timer på det her onlineundervisning, så jeg holder absolut ikke coronaferie!
Gitte Chren
Sådan lød tilbagemeldingen fra musikskolelærere Gitte Chren akkompagneret af et sigende billede mandag den 30. marts. ”I ugen op til, at vi blev sendt hjem, havde jeg fået spritservietter, og jeg startede hver undervisningslektion med, at eleverne skulle spritte hænder af”, fortæller Gitte, som er ansat ved Kulturskolen Vesthimmerland. Selv havde hun på forhånd sprittet klaver, xylofoner, køller, mikrofoner og trommer af.
Da musikskolen lukkede ned, optog Gitte en video, som hun sendte ud til alle sine elever. Budskabet var først og fremmest at sige Hej til eleverne, men også at give dem tilbuddet om at mødes virtuelt og finde lidt musiklektier til dem. Det var kun to elever, som meldte tilbage, og om det skyldtes, at det væltede ned over hovedet på dem med skolelektier, ved Gitte ikke. ”Det overraskede mig, at flere ikke tog imod tilbuddet . Men der kom flere med, som ugerne gik”, fortæller hun. Generelt mener hun, at det vigtigste er at opretholde kontakten og dermed relationen til eleverne. Det skal IKKE være en sur pligt i rækken af lektier, som jeg tænker, at eleverne har nok af! MEN, jeg savner det ugentlige "Hvordan går det med dig?" og kontakten og samværet med eleverne gennem musikken.
Fjernundervisning forudsætter videoer, og jeg døjede hele den første uge med at uploade undervisningsvideoer til Speedadmins Study Planner, som kun kan tage filer på 25 MB. ”I stedet uploader jeg videoerne til eleverne på min YouTube-kanal og lægger links i Study Planner.”
Jakob Riis
Bas- og guitarlærer Jakob Riis fra Svendborg og Odense Musikskole har ugentlige FaceTime- eller Skypemøder med sine elever på deres normale undervisningsdage og -tidspunkter. ”På mange måder fungerer undervisningen på samme måde som normalt”, fortalte Jakob fredag den 3. april. Eleverne får lektier for hver uge, men han og eleverne kan naturligvis ikke spille sammen samtidig, så eleverne bedes om at have telefon eller iPad ved siden af, så de kan spille sammen med fx YouTube-track eller backing tracks, som Jakob har sendt til dem. ”Jeg bruger et setup med en Line 6 Helix, hvor jeg har koblet guitar/bas, mikrofon og iPad til. Dette sendes til et lydkort, som sendes ind i computeren. Fordelen ved dette setup er, at lyden bliver så direkte og så ren som muligt”, fortæller Jakob. Det har også den fordel, at han kan bruge bas- eller guitarforstærkersimuleringer, så det lyder "rigtigt", selvom det foregår via en computer. ”Jeg bruger iPad’en gennem Helix, så eleverne kan høre, hvis jeg skal demonstrere noget for dem til det nummer, de skal spille til”, fortæller Jakob. Selvom undervisningen på mange måder fungerer som før, er der dog udfordringer ved onlinekonceptet som fx forsinkelse og det, at det ikke er umuligt at spille samtidig. I forberedelsen kræver det, at man tænker denne udfordring ind. Endelig kan det også være svært at korrigere tekniske udfordringer på instrumentet, oplever Jakob.
Alle har reageret med engagement. Mange forældre har været lidt pressede af den generelle situation og har derfor ikke reageret lige hurtigt. Nu er alle dog med. Det er også forskelligt, hvordan de forskellige hjemmesetups ser ud. Nogle elever er i et kontor, andre sidder i deres seng. Det er meget hyggeligt.
Lars K. Mortensen
Musikskoleleder Lars K. Mortensen fra Nordfyns Musikskole er stolt af sine medarbejdere. ”Det kan jeg trygt sige, for ingen er mere ildsjæle end musikskolelærere, som brænder for deres elever”, oplever han efter to uger med coronalukning.
Der kunne nævnes flere sjove og positive historier, men lad mig blot nævne en enkelt: En af vores messinglærere kørte i coronalukningens uge to rundt til alle sine elever med en hilsen – i form af en pose med blandt andet ventilolie – og hængte på dørhåndtaget. Mødet og samtalen med elever og forældre – på afstand – gav fra første færd en fællesskabsfølelse af, at det her står vi sammen om. Her op til påske modtog Anne Lene så en pakke med en gave - en flot tegning og et rørende brev fra en af de små elever.
Thomas Andersen
”Det er klart, at lukningen medførte en del usikkerhed om, hvordan musikundervisningen skulle håndteres”, fortalte guitarlærer ved Varde Musik- og Billedskole, Thomas Andersen, fredag den 3. april. Han har altid benyttet sig af sin hjemmeside, hvor han i starten af sæsonen opretter en side til hver enkelt soloelev. ”Så har eleverne mulighed for at se, hvad de skal spille til næste gang - men også hvad de tidligere har spillet”, forklarer han. Dette har vist sig at være en fordel i disse coronatider, da han ad denne vej kan lægge nye noder ind og samtidig understøtte med lyd og video. Derudover tilbyder han også at undervise over FaceTime samt give feedback på de video- og lydoptagelser, eleverne sender.
Det har været en udfordring at tilbyde undervisning til mine indskolingshold. Her har jeg delt tanker og materialer sammen med mine seje kollegaer, hvor fokus har været på at sende materialer af sted, som børnene kan arbejde og lege med uden hjælp fra forældrene. På den måde forsøger vi at hjælpe forældrene til at få lidt ekstra arbejdsro derhjemme, hvilket er blevet taget godt imod af forældrene. Men det er klart, at intet af dette er optimalt, så jeg ser frem til igen at kunne tilbyde en optimal undervisning for mine elever, hvor jeg kan hjælpe dem med at flytte fingrene, sidde rigtigt, lave sammenspil osv. Alt det, der ikke kan lade sig gøre for tiden.
Jens Bloch
”Vi i ledelsen har brugt mest energi på at anerkende og rose den aktivitet og kreativitet, lærerne har udvist for at holde eleverne til ilden - det er sgu for vildt,” fortalte musikskoleleder Jerns Bloch fra Kolding Kulturskole søndag den 5. april. Han mener, at det uden sammenligning er den største arbejdsmæssige udfordring, musikskolen nogensinde har stået overfor. Jens fortæller, at det er forskelligt, hvad der er blevet tilbudt, da det jo også handler om hvilke tekniske muligheder og forudsætninger, den enkelte lærer og elev har. ”Det har vi åbent anerkendt overfor alle”, sige han.
Coronakrisen er en øjenåbner, som vi pædagogisk skal have det bedste med fra. Jeg er sikker på, at vi med learning by doing har fået øjnene op for muligheder online, som vil kunne hjælpe os fremadrettet. Måske en lille revolution af de gode er på vej, fordi vi ser muligheder, vi ikke så tidligere.
Hold nu kæft hvor vi glæder os til at være sammen - sammen. For det er netop i fællesskabet, at musikken og kulturen trives og udvikles allerbedst.
Morten Andersen
Musikskoleleder Morten Andersen fra Middelfart Musikskole oplever, at der langt hen ad vejen mere er tale om regulær musikskoleundervisning end egentlig ”nødundervisning”. ”Det har overrasket mig positivt, hvor hurtigt vi alle har kunnet omstille os”, fortalte han mandag den 6. april.
Jeg følte mig godt klædt på af forvaltningen i Middelfart. Blandt andet var der stor anerkendelse af, at man ikke kunne ensrette løsninger med hensyn til den alternative undervisning, men at man måtte løse opgaven på bedste vis ud fra de forudsætninger, den enkelte lærer havde. Nogle skulle passe egne børn, nogle bor i små lejligheder, hvor det ikke er muligt at spille på ens instrument i timevis pga. naboer eller andet.
Jeg synes, at usikkerheden og uvisheden om coronakrisens omfang har været svær at navigere i. Hvor længe kan vi fx opretholde en musikskole uden samvær og sammenspil, som jo er helt essentielt? Endelig kan Covid-19 få fatale konsekvenser for den enkelte lærer eller dennes familie ved en genoplukning. Det er svært at håndtere, når man samtidig har et hensyn til at holde skolen i gang.
Dels synes jeg, at området som et hele kan give sig selv et stort klap på skulderen for evnen og viljen til at finde løsninger på ”alternative undervisningsformer”. Der er helt klart en hel onlinedel, som vi skal forholde os både konstruktivt og kritisk til, når vi er på ”den anden side”. De tætte lærer-elev-relationer har en stor betydning og værdi for vores skoleform. I den relation er der så meget mere positivt på spil for eleverne og familierne end musikken alene. Jeg tror, at krisen vil bekræfte vigtigheden og berettigelsen af den ”relation”, men også musikken som et ”pusterum” for den enkelte elev.
Hanne Grønlund
Det virtuelle møde har sin berettigelse, men erstatter ikke de nuancer, som det fysiske møde indeholder, oplever musikskoleleder af Varde Musik- og Billedskole, Hanne Grønlund, onsdag den 8. april. Hun er først og fremmest overrasket over, at nedlukningen skete fra den ene dag til den anden – uden mulighed for at samle underviserne til en fælles briefing, i forhold til ”hvad gør vi nu?”
Medarbejderne har udvist stor kreativitet og opfindsomhed i forhold til at etablere fjernundervisning – og etableret platforme, hvor de deler deres idéer med hinanden. Medarbejdere, der ikke umiddelbart er så digitalt orienterede, har kastet sig ind i kampen med stort engagement. Det er mit indtryk, at eleverne generelt tager godt imod den nødvendige form på undervisningen. Dog hører jeg, at det er en frustration, at der er elever, der ikke responderer på tilbuddet om fjernundervisning. På den ene side får vi dejlige tilbagemeldinger fra forældre, der roser medarbejdernes indsats – og på den anden side er der forældre, der er mest optaget af, om elevbetalingen bliver refunderet.
Vi bliver i høj grad mindet om, hvor stor betydning det daglige arbejdsfællesskab har for arbejdsglæden med den hurtige sparring og det gode grin. Det virtuelle møde har sin berettigelse, men erstatter ikke de nuancer, som det fysiske møde indeholder. Det er virkeligt et savn.
Det daglige arbejdsfællesskab har stor betydning
Klar til "hjemmearbejdsuge" fra min stue
På mange måder fungerer undervisningen som normalt
Bekymringerne meldte sig hurtigt
Ingen står tilbage på perronen og ser på
Jeg holder absolut ikke coronaferie!
Området kan give sig selv et stort klap på skulderen