Et meget konkret tiltag findes på Aalborg Kulturskole, hvor billedkunstunderviserne laver små materialepakker til eleverne, som kan afhentes corona-sikkert på skolerne. Så ved underviserne, at eleverne har det grundlæggende værktøj til undervisningen.
Vi har lavet nogle små materialeposer til eleverne med for eksempel en limstift eller noget ler, siger Maria Henningsen, som er billedkunstunderviser på Aalborg Kulturskole.
Det er dejligt se, hvordan de tager opgaverne til sig. De tænker mere ud af boksen – hvis ikke jeg har den farve, hvordan kan jeg så løse det på en anden måde? De bliver mere kreative og løser opgaverne mere individuelt og forskelligt. Er det så optimalt? Ja, det synes jeg, for de skal tænke selv. Vi skal have udviklet kreativiteten hos dem og have dem til at udvikle sig kunstnerisk.
Thomas Zinther
En anden udfordring er musikundervisning online. Her må man tænke i nye baner, når man ikke kan spille sammen og heller ikke lige kan rette fingersætningen hos sin elev. Men det kan godt lade sig gøre at undervise i musik alligevel. Det sker på mange forskellige måder rundt omkring. Thomas Zinther er musiklærer på Aalborg Kulturskole. Han har lavet et større setup derhjemme for at kunne vise eleverne både guitar og klaver, når de har undervisning.
Jeg når rigtig langt, når jeg ved, at eleverne kan se nøjagtigt, hvad jeg laver, og det kræver en del kameraføring og en del devices. Hvordan kan det være fedest for eleven? Hvordan får de mest ud af det? siger Thomas Zinther
Her i anden omgang af nedlukningen har jeg været meget i kontakt med forældrene for at finde ud af, hvordan vi gør det bedst for hver enkelt elev. Eleverne kan vælge mellem online undervisning på det tidspunkt, de plejer at få undervisning, eller de kan få instruktionsvideoer, som de kan arbejde med, når det passer dem. De elever der har valgt video er rykket, fordi de nu har mulighed for lige at se det igen. Andre elever vil hellere mødes og sige hej på deres normale spilletid.
Thomas Albæk Jakobsen
Thomas Albæk Jakobsen, der er leder af Musikskolen i Frederikshavn Kommune, mener de nye tiltag er en oplagt chance til at gentænke det produkt, musik- og kulturskolerne sælger.
Det er en vildt god chance for at gøre noget bedre. Det vi har lært det sidste år ville under andre omstændigheder tage fem år at få ind under huden. Men implementeringen går bare utrolig hurtigt nu, fordi det er nødvendigt, siger han.
I modsætning til i foråret er vi nu vant til at være online, så nu kan vi fokusere på, hvordan vi gør det fedt. Vi kan ikke se det fulde potentiale nu, fordi vi bevæger os med snuden i sporet. Men så snart vi har muligheden, skal vi evaluere og reflektere: Hvad er undervisning? Hvordan får eleven det bedste udbytte? Hvordan laver man den bedste video? Hvad sker der derhjemme hos eleven i al den tid, der er mellem musiktimerne? Hvad består musikundervisningen af ud over musikken? Er 25 minutter per uge for hver elev egentlig den bedste løsning? slutter Thomas Albæk Jakobsen.
I foråret kom nedlukningen så pludseligt, at undervisningen de fleste steder var meget ustruktureret. Her i denne nedlukning er både undervisere og elever vant til de tekniske udfordringer, og lærerne er rigtig gode til at dele materialer i faggrupperne på interne platforme.
Vi gjorde nogle erfaringer i foråret, der betyder, at det har været nemmere i denne omgang. I billedkunstgruppen deler vi videoer og opgaver, som vi kan bruge, og det gør det mere overskueligt. Hvis ikke vi havde hinanden, så ’puha’, sukker Maria Henningsen. Der har også været rigtig god opbakning fra ledelsen. Der er kommet en rød tråd, vi har fået en fælles retning, og det giver ro og stabilitet.
Finn Elias Svit
På Mariagerfjord Kulturskole er musikskoleleder Finn Elias Svit helt enig i, at rigtig meget lykkes på grund af samarbejde og engagerede medarbejdere:
Det med den røde tråd må vel være at få så meget undervisning som muligt til at fungere, og her arbejdes efter det muliges kunst. Rigtig meget kan lade sig gøre fordi medarbejderne har både engagement, vilje og mod til at prøve nyt. Det er en kæmpe kvalitet hos vores medarbejdere. Dialog og vidensdeling er helt afgørende for at vi kan løfte opgaven.
I Nordjylland er der ti musikskoler, som alle løser opgaverne forskelligt. I det regionale netværk, Kulturskoler i Nordjylland, kan skolelederne diskutere løsningerne, men ansvaret ligger på de enkelte skoler, og det er forskelligt, hvordan man rent teknisk løser opgaven med IT-grej og -kompetencer. Både på Musikskolen i Frederikshavn Kommune og på Mariagerfjord Kulturskole stiller man løsninger til rådighed for underviserne:
Vores undervisere har allerede en iPad hver, som vi har valgt at bruge som vores platform. Vi har sørget for at facilitere vidensdeling og kompetenceudvikling internt blandt vores undervisere, for der er allerede en masse kompetencer blandt lærerne, siger Tomas Albæk Jakobsen
Finn Elias Svit fra Mariagerfjord Kulturskole supplerer:
Her i Mariagerfjord Kommune stilles medarbejderne et program til rådighed. Herudover har vi sikret plads til sparring og vidensdeling blandt medarbejderne. Heldigvis er der også mange gratis løsninger at finde. En del Nordjyske skoler har holdt en online kompetencedag i produktion af video på mobiltelefon. Det har vi også benyttet os af her på skolen.
Mange af de nordjyske skoler producerer videoer i stort antal. Både til undervisning og til online åbent hus-arrangementer. Skolerne er i fuld sving med at producere videoer med for eksempel undervisningsinstruktioner, lærerportrætter, instrumentpræsentationer og musikhistorie.
Men selvom meget fungerer, så er der afsavn at spore hos alle. Relationen mellem underviser og elev er helt central i den gode undervisning, og det sætter fjernundervisningen på prøve. Det fungerer, fordi man allerede kender hinanden, men det er ikke optimalt. Så selv om man godt kan få undervisningen til at fungere og måske endda tage nogle elementer med sig, når man kan mødes igen, så kan online-undervisningen ikke erstatte det fysiske møde på lang sigt.
Der er noget fedt ved at bruge videoer, hvor eleverne kan se det igen, siger musiklærer Thomas Zinther, så det bliver jeg ved med. Men der er ikke noget tvivl om, at det er meget, meget nemmere at sidde med eleven og undervise dem fysisk og mærke deres humør den dag. Det er fint online men absolut ikke at foretrække. Vi vil gerne tilbage igen, konkluderer han.
Vi ved ikke, hvornår vi kan komme tilbage til eleverne på de nordjyske musik- og kulturskoler, men vi glæder os.
Læs også:
Musikundervisning med benspænd
Da musikskolerne lukkede, åbnede mange virtuelle hjemmelaboratorier