I artikelserien Musikskole i en coronatid fortæller vi i fagbladet MUSIKSKOLEN de personlige historier om, hvordan musikskolelærere og -ledere oplever og takler den helt særlige situation, som alle musikskoler står midt i. Her fortæller fløjtelærer Anne Fontenay fra Rudersdal Musikskole, hvordan hun har taklet den virtuelle undervisning fra hjemmearbejdspladsen.
Anne Fontenay
Hvad tænkte du, da du fik beskeden om, at din musikskole lukkede ned, og at du blev sendt hjem?
Nu var vi ligesom fri for at tænke på smitterisiko og hvordan man lige håndterede en sygemelding og karantæne. Det scenarie, hvor jeg skulle i karantæne uden min familie, fordi jeg havde været udsat for smitte på en af de fem folkeskoler, som jeg kommer på, kunne jeg simpelthen ikke håndtere. På den anden side synes jeg, at det er dødirriterende, for jeg havde mange planer omkring, hvad jeg og mine elever skulle, og det er samtidig den værst tænkelig tid lige op til, at eleverne skal melde sig til i musikskolen igen.
Billeder der bliver delt med tegninger på, så eleverne ikke er i tvivl, om hvad der menes
Jeg har været i kontakt med mine elever over e-mail fra Speedadmin. Vi må nemlig ikke sende sms eller e-maile fra private e-mailadresser grundet GDPR. Det er besværligt, og der er desværre stadig elever, jeg ikke har kontakt til. Jeg har givet alle holdelever små beskeder i form af opgaver eller sange, de kan øve derhjemme. Det er små børn, og jeg tænker meget over ikke at sende alt for meget. Jeg er selv mor og ved, hvor meget skolelærerne sender ud til børnene i disse dage. En lille flok af mine soloelever har taget imod online-undervisningstilbud. Jeg har undervist i Grønland, hvor jeg kun besøgte mine elever to gange om året. Resten af tiden skypede vi sammen, så jeg har en del erfaring med at undervise online. Jeg ved at, der findes mange platforme, men det gælder om at finde den, der lige passer til ens undervisning.
Optagehjørnet
Med unge mennesker oplever jeg, at det er nemmest at FaceTime, hvis de altså har et apple-produkt. For mig handler det om hurtigt og nemt at kunne komme i kontakt med eleverne. Som det er nu, har ingen alligevel lydkort og mikrofoner, så det med at arbejde med klang kan vi ligeså godt glemme på forhånd. Men der er mange andre ting, man kan tage fat i som fx rytme, få de rigtige toner med osv.
De af mine elever og forældre, der har reageret, er meget positive og synes, det er et glimrende initiativ i disse coronatider. Det giver lidt afveksling i hverdagen, og man kan vedligeholde musikundervisningen.
Online-undervisning
Der er mange kompetencer, jeg mangler. Fx at jeg ikke er vant til at indspille musik eller lave videoer. Her har jeg heldigvis teenagebørn selv, der er yderst kompetente. Men det er temmelig grænseoverskridende i starten at lave videoer. Jeg indspiller meget musik, fx duetter, til mine elever, så de har noget at spille til derhjemme, og det er rigtig svært at indspille duetter og trioer med sig selv.
Det har ikke overrasket mig, at jeg skulle bruge mere tid - men at jeg skulle bruge så meget mere tid, er kommet bag på mig. Jeg syntes, tiden flyver afsted, og jeg når ikke halvdelen af det, jeg gerne ville, men jeg bliver dygtigere til mange andre ting, som jeg ville have sprunget over i den almindelige hverdag.
Jeg savner rigtig meget den daglige kontakt og sparring med mine kollegaer. Den fysiske kontakt med eleverne er også svær at undvære. Det med at sidde en hel familie i et lille hus samtidig med, at alle skal arbejde - det er virkelig en stor udfordring. Men den er jo ens for alle lige nu.
Det daglige arbejdsfællesskab har stor betydning
På mange måder fungerer undervisningen som normalt
Man bliver vant til ikke at vide, hvordan fremtiden ser ud
Klar til "hjemmearbejdsuge" fra min stue
Jeg holder absolut ikke coronaferie!
Området kan give sig selv et stort klap på skulderen