Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Musikskole i en coronatid - Ingen står tilbage på perronen og ser på

Forfatter: David Efraim Poulsen
Af David Efraim Poulsen, medieredaktør

”Vi i ledelsen bruger mest energi på at anerkende og rose den vilde aktivitet og kreativitet, lærerne udviser for at holde eleverne til ilden. Det er sgu for vildt,” fortæller musikskoleleder Jens Bloch

I artikelserien Musikskole i en coronatid fortæller vi i fagbladet MUSIKSKOLEN de personlige historier om, hvordan musikskolelærere og -ledere oplever og takler situationen, som alle musikskoler står i. Her er det musikskoleleder Jens Bloch fra Kulturskolen Kolding, som deler sine oplevelser søndag den 5. april.

undefined

Hvad tænkte du, da du fik beskeden om, at din musikskole lukkede ned, og at du blev sendt på hjemmearbejde?

At det havde jeg ikke troet, jeg skulle opleve nogensinde, og at det uden sammenligning er den største arbejdsmæssige udfordring, vi nogensinde har stået overfor. Så tænkte jeg på ordentlighed i forhold til medarbejdere og elever. At sørge for, at alle bedst muligt kunne trives med det, som var opgaven nu, ud over at overholde covid-19 restriktionerne og være sund og rask - at vi straks gik i gang med at kommunikere med alle vores elever, og hvad vi nu ville gøre. Skolen blev fysisk lukket, men alle arbejdede hjemmefra på at finde de bedst mulige løsninger for eleverne, kunsten, musikken, undervisningen sammen.

På hvilke måder er du i kontakt med dine musikskolelærere?

Gennem mail, telefon, Skype, FaceTime dagligt/ugentligt. Jeg er tilgængelig 24/7 og svarer hurtigt på enhver henvendelse, så godt jeg kan. Vi har fra ledelsen ugentligt samlet op med inspiration til platforme og gode ideer fra kolleger til inspiration for den opgave, lærerne står med. Men ellers bruger vi mest energi på at anerkende og rose den vilde aktivitet og kreativitet, lærerne udviser for at holde eleverne til ilden. Det er sgu for vildt. Vores lærere har fra første uge ugentligt afrapporteret skriftligt, hvad de har lavet af tiltag i forhold til kommunikation, inspiration, undervisning, online, offline ect. Jeg giver personlig tilbagemelding på alt for at understøtte alt det fantastiske, som sker derude. Lærerne er heldigvis også i kontakt med hinanden og afholder online faggruppemøder, sparring m.m.

Hvordan løser I elevkontakt og den virtuelle undervisning?

Alle elever fik torsdag 12/3 - første lukkedag - besked på mail og sms om nedlukning, samt at de ville blive kontaktet af lærerne snarest muligt omkring den online facilitering/undervisning, den enkelte ville gennemføre. Alle vores elever modtager en eller anden form for undervisning: supervisor, inspiration, lektier, live online. Det være sig solo som hold, småbørn som MGKere. ALLE modtager ugentligt noget fra lærerne. Men det er forskelligt, hvad der kan tilbydes, da det jo også handler om, hvilke tekniske muligheder og forudsætninger, den enkelte lærer og elev har med ex IT derhjemme. Det har vi åbent anerkendt overfor alle, så ikke alle får de samme tilbud eller har de samme muligheder. Det kan være ugentlig online undervisning på Skype, FaceTime, Zoom, div Google-løsninger mm. Der sendes lydfiler og videolektioner med øveinstrukser og inspiration til eleverne. Lærerne indspiller anden-stemmer til duetter, sender noder, modtager lydfiler, giver respons og nye instrukser, aftaler nye tidspunkter for online undervisning eller hvornår de er i kontakt næste gang. Vi bruger meget Google Classroom og Speedadmin samt håndholdt kommunikation af den enkelte lærere.  Der laves spillelister på Spotify, Google drev læsninger med inspiration, Kaspers Coronaservice med YouTube links etc. Der er sindssygt gang i lærerne kreativitet og omsorg for eleverne.  Lærerne laver lukkede Facebook-grupper med deres elever, hvor de samler materialer og inspiration og kommunikerer. Der er en vildt innovativ tilgang til at arbejde med dette. Mange af vores lærere kobler eleverne på Musicality - et hørelære/teori online program vi har været med til at udvikle. Det meste er én til én, men også hold (Billedskole og musik) samt det vildeste, at en lærer havde live SSB-undervisning med knap 30 MGK'ere på en gang. De morede sig for vildt. Fra ledelsen skriver vi ugentligt ud til alle elever og opfordrer dem til at benytte sig af vores online tilbud samt prøver at svare på alle de spørgsmål, de har fx om betalingen. Og her kan vi så ikke svare, da det jo er en politisk afgørelse, der stadigt lader vente på sig, inden udmelding kan gives.

Hvordan har lærere, elever og forældre reageret på situationen?

Voksent, ansvarsfuldt, anerkendende, rosende - det kan siges så kort og godt, hele vejen rundt. Lærerne har bare taget opgaven - SÅDAN. Eleverne har lige skullet rendes i gang. De har også haft mange andre ting, bla online folkeskoleundervisning, at forholde sig til med enorme mængder af lektier, som lige har krævet lidt tid, inden de igen har fået fokus på kulturskolen. Forældrene bakker op med anerkendelse og forståelse. Enkelte har spurgt til elevbetalingen og været pressede der pga mistet arbejde for ex., men det har faktisk været forbavsende få.

Hvad synes du selv har været sværest? 

Ikke at være sammen - at være væk fra skolen, lærerne, eleverne, forældrene - alt det fællesskab, som jo definerer vores skole med samvær, sammenspil, projekter, koncerter, workshops - den daglige “trummerum” er unægtelig blevet en anden: At teknologien med sikre og gode lyd- og billedforbindelser bare ikke er der 100%. Der bruges mega meget tid på at få hul igennem, så tabe forbindelsen, få den igen, lære at leve med udfaldene og lære at tage den del af det oppe fra og nedefter. Især dårlig lyd og det ikke at kunne spille sammen samtidigt fungerer ikke ordentligt.

Hvad har overrasket dig?

For at være helt ærlig - så lærernes helt vilde energi og arbejdsindsats, åbenhed og nysgerrighed hele vejen rundt. Ingen, og jeg mener faktisk ingen, står tilbage på perronen og ser på. ALLE klør på. Jeg havde håbet på det, men alle har bare taget opgaven og løst den med stort engagement og gå-på-mod. 

Hvad kan musikskolerne lære af coronakrisen?

At være bedre forberedte til næste gang......nu ved vi - vi kan og vi kan blive bedre til det også. Vi skal vidensdele alle de gode og dårlige erfaringer, der er gjort undervejs, og jeg er sikker på, at nogle af de ting, vi har gjort, vil kunne understøtte også vores og lærerenes almindelige undervisning. Jeg er sikker på, at vi med learning by doing har fået øjenene op for muligheder online, som vil kunne hjælpe os fremadrettet til at understøtte vores dagligdag. Vi kommer til at bruge teknologien mere i dagligdagen, fordi den på mange punkter kan hjælpe os med undervisningen. Måske en lille revolution af de gode er på vej, fordi vi ser muligheder, vi ikke så tidligere. Så coronakrisen er også en øjenåbner, som vi pædagogisk skal have det bedste med fra.

Andet du vil tilføje?

Der er helt sikkert stadigt liv og vitaminer i Kulturskolen Kolding, også selvom vi pt er sammen hver for sig. Hold nu kæft hvor vi glæder os til at være sammen - sammen. For det er netop i fællesskabet, at musikken og kulturen trives og udvikles allerbedst.

Læs også artiklerne:

Klar til "hjemmearbejdsuge" fra min stue

Jeg holder absolut ikke coronaferie!

Området kan give sig selv et stort klap på skulderen

https://www.facebook.com/dmpf.dk/