I artikelserien Musikskole i en coronatid fortæller vi i fagbladet MUSIKSKOLEN de personlige historier om, hvordan musikskolelærere og -ledere oplever og takler den helt særlige situation, som alle musikskoler står midt i. Her er det guitar- og sammenspilslærer Thomas Andersen, der fortæller, hvordan han takler den virtuelle undervisning fra sin hjemmearbejdsplads fredag den 3. april.
Thomas Andersen
Jeg har benyttet mig af min hjemmeside, hvor jeg i starten af sæsonen opretter en side til hver enkelt af mine soloelever. Så har eleverne mulighed for at se, hvad de skal spille til næste gang - men også hvad de tidligere har spille. Det har vist sig at være en fordel, også i disse coronatider. Jeg kan ad denne vej lægge nye noder ind og samtidig understøtte med lyd og video. Derudover tilbyder jeg selvfølgelig også at undervise over FaceTime samt give feedback på de video- og lydoptagelser, eleverne sender til mig.
Det har været en lidt større udfordring at tilbyde undervisning til mine indskolingshold. Her har jeg delt tanker og materialer sammen med mine seje kollegaer, hvor fokus har været på at sende materialer af sted, som børnene kan arbejde og lege med uden hjælp fra forældrene. På den måde forsøger vi at hjælpe forældrene til at få lidt ekstra arbejdsro derhjemme, hvilket er blevet taget godt imod af forældrene.
Det er klart, at intet af dette er optimalt, så jeg ser frem til igen at kunne tilbyde en optimal undervisning for mine elever, hvor jeg kan hjælpe dem med at flytte fingrene, sidde rigtigt, lave sammenspil osv., som ikke kan lade sig gøre for tiden.
Det daglige arbejdsfællesskab har stor betydning
På mange måder fungerer undervisningen som normalt
Klar til "hjemmearbejdsuge" fra min stue
Jeg holder absolut ikke coronaferie!
Området kan give sig selv et stort klap på skulderen