De seneste 12 måneder har budt på mange flere udfordringer end normalt. Trods det faktum, at mange hurtigt tilpassede sig situationen, opstod der også en følelse af at være fanget i et tomrum uden almindelig sociale kontakt. En helt forventelig psykisk reaktion på de skrappe, omend nødvendige politiske indgreb i vores arbejds- og privatliv. På kulturområdet oplevede vi også et ministerium sat under pres. Musikskolerne blev glemt, og mange følte med rette, at der blev sået tvivl om musikkens og musikundervisningens samfundsværdi og dermed også værdien af ens arbejde. Omstillingsparatheden hos musikskolelærerene var kolossal. De tog ansvaret for deres undervisning på sig og leverede. Overnight konverteredes al musikskoleaktivitet i marts 2020 til det virtuelle univers, og selv om anden coronabølge i starten af 2021 farvede den mørke vintertid nærmest sort, fortsatte musikskolerne ufortrødent deres mission om at få musikken og musikundervisning ud til alle eleverne. HOPE-undersøgelsen ved Aarhus Universitet har løbende fulgt corona-epidemien. Den 22. januar viste HOPE-rapporten, at pandemiens anden nedlukning i langt højere grad har påvirket danskernes psykiske tilstand negativt. Ifølge HOPE var ensomhedsfølelsen høj generelt i befolkningen. Over 40 procent af de unge følte sig ensomme.
Ud over ensomhed og bekymring sled det også at skulle kalibrere med de mange skiftende restriktioner, som skabte svære og til tider umulige arbejdsvilkår. Der var heldigvis også lyspunkter. Musikken og musikundervisningen viste sit værd i den nationale ensomhedsboble som en art kulturel og social livline ud til verden og fælleskabet for rigtig mange mennesker. Det er samtidig helt uden fortilfælde, at så mange musikskolelærere og -ledere synkront har været så kreative i forhold til på rekordtid at finde løsninger, så undervisning og koncerter kunne gennemføres. Og aldrig før er så mange musikskoleansatte blevet så bevidste om vigtigheden af gode digitale kompetencer og adgang til IT-arbejdsredskaber for blot at nævne nogle lyspunkter. I denne artikel har vi samlet førstehåndsoplevelser fra et år med mange benspænd.
Jeg husker tydeligt den aften i marts 2020, da landet blev lukket ned; vi afsluttede en undervisningsperiode på MGK-Fyn med to koncerter, og da bifaldet var forstummet, lød det fra backstage, at landet skulle lukkes allerede næste dag. Tvivl og bekymring satte sig straks i os - hvad skulle der ske? Stik imod, hvad vi ellers plejer at gøre efter sådan en afslutning, tog de fleste af os direkte hjem. Ingen øl, ingen fejring. Nu er der så gået et år, og den nye virkelighed med online-undervisning på musikkonservatoriet og begrænset fysisk fremmøde opleves efterhånden som noget næsten normalt - men også kun næsten. Som studerende er jeg glad for, at så mange af mine undervisere på musikkonservatoriet har været gode til at tilpasse undervisningen, så det fortsat giver mening. Skærmdeling har gjort det ud for tavle, og den virtuelle undervisning har virket godt, særligt i mere teoretiske fag som musikteori og analyse. Med instrumentundervisning har det været lidt sværere. Det er en anden og større udfordring at have et setup, der kan gengive instrumentlyde nøjagtigt, så mange af disse timer har i højere grad drejet sig om det praktiske og tekniske. Mere fingersætning, mindre klang. Selvom den virtuelle undervisning har fungeret overraskende godt, er jeg også virkelig blevet klar over, at det at studere musik ikke kun handler om at “lære musik” hos mester, men også i høj grad er noget, der sker sammen med de andre studerende, når man snakker om og spiller musik uden for timerne. Når der på Zoom er pause i teoritimen, kan man ikke hente en kop kaffe med de andre og diskutere det, man lige har hørt, eller de ideer, man har fået, som man ellers ville, når man fysisk er sammen. Det er ærgerligt, for det er mindre motiverende at sidde alene, hvor man ikke kan dele sin begejstring eller vende det faglige med de andre uden at forstyrre hele timen.
Ud over det sociale er det nok koncerterne og projekterne - altså de rum, hvor man rent faktisk fyrer det af, man arbejder med, jeg savner mest i nedlukningen. Det er som om, at der ikke er et konkret mål at sigte efter, når man ikke har den offentlige fremførelse at se frem imod. Nedlukningen har givet mig mange op- og nedture, men jeg tror, vi vil tage mange af vores erfaringer med; gøre brug af de tilgængelige værktøjer, hvor det giver mening, men også sørge for at dyrke det vigtige fællesskab, som musikken afhænger af. Det glæder jeg mig til.
Så sidder jeg her igen. PC’en er blevet mit nye instrument. Elselskabet afbryder strømmen i tide og utide, en transformer skal udskiftes. Den håndholdte akustiske tilgang til musik, som jeg er så glad for, er pludselig helt afhængig af internet og en stabil forbindelse.
Anden bølge er både nemmere og sværere end i marts 2020. Nemmere fordi jeg nu ved, hvordan jeg kan gribe det an, er bedre forberedt, både til denne enkelte elev og situationen. Jeg får fx sendt nye noder til eleverne før lektionen og har nye ”ørebøffer”. Men også meget sværere fordi jeg ved, hvad der venter, og hvor meget det kræver. Alle inklusive mig selv har en forventning om, at det skal blive godt. I første nedlukning var vi mere entreprenører, og tilgivelsen var stor. Nu er både jeg og elever og forældre mere vante til situationen, og forventningerne følger med, så jeg har fortsat brug for at være kreativ. I foråret var der en stor bekymring for, om vi tabte eleverne i forbindelse med tilmeldingen – både gamle elever og nye. Den bekymring er der stadigvæk for mig, men jeg er også kommet overens med, atmin eneste mulighed er at fylde rammen bedst muligt ud.. Musikken har i coronatiden fået stor opmærksomhed i medierne gennem fællessang mv. Jeg håber, at det vil have en afsmittende effekt, men det må tiden vise. I foråret 2020 følte jeg mig virkelig helt glemt. Kulturministeren havde slet ikke sin opmærksomhed på musikskolerne i forbindelse med genåbningen, og den oplevelse sidder stadig i mig som noget, der kunne gentage sig i forbindelse med åbningen efter anden bølge.
Da skolerne åbnede i foråret, havde den ene af de kommuner, jeg arbejder i, et ønske om, at de, som ikke var i gang endnu, skulle hjælpe der, hvor det var ønskeligt. Jeg blev bedt om at møde ind på en folkeskole, hvor jeg har kompagnontimer og lave ”corona-musik” i indskolingen. I første omgang følte jeg mig usikker på, hvordan det skulle gå, men det endte med at blive en dejlig oplevelse, der knyttede bånd mellem mig og skolens lærere. Her i starten af 2021 er jeg mere rolig og ved, hvad jeg kan. Jeg er blevet meget bedre til at ”skype/zoom’e/teams’e”, og jeg oplever også, at eleverne undervejs er blevet bedre til at håndtere situationen med afstand etc. Julekoncerten 2020 blev et udgivet med link til en Youtube video, hvor alle elever spillede et eller to numre hver især. Det var en god oplevelse, og det blev rigtig godt modtaget af forældrene. Det ville jeg ikke have kunnet forestille mig for et år siden.
Opsummeret har jeg lært meget af coronakrisen, både personligt og fagligt. Noget er værd at tage med videre og bruge, andet vil jeg bare putte i sækken af erfaringer. Jeg er fx ikke længere afvisende overfor onlinemøder – det fungerer faktisk fint. Onlineundervisning fungerer på visse måder også, men kan ALDRIG erstatte den personlige kontakt i undervisningslokalet. Jeg har også lært og kan meget mere IT end nogensinde før. Endelig er børn bare skønne og utroligt gode til at acceptere de omstillinger, der har været. Måske har vi voksne også brug for lidt anerkendelse og et kram, fordi det har været så udmattende.
Covid 19 satte i starten af 2020 min undervisning på pause. Jeg underviser blandt andet på musikkonservatoriet i Odense i fagene sammenspil, hovedfag, rotation, hovedfagspædagogik og sammenspilspædagogik. På grund af uvished gik der to til tre uger, før jeg startede med online undervisning, hvor det var muligt. De tekniske muligheder i forbindelse med Zoom og Skype gjorde det svært at undervise i andre fag end hovedfaget. Der var massiv forsinkelse på lyden, hvilket gjorde undervisning med mere end én elev umulig. Her skal det tilføjes, at efterårssemesteret, der indeholder faget Instrumental didaktik - et filosofisk orienteret fag, der retter sig ligeligt imod undervisning og eget kunstnerisk virke, en refleksion over hvad, der kan ligge bag musikalsk udvikling - sagtens kunne klares, specielt via Zoom, hvor man har mulighed for at være mange på en gang, og hvor hver enkelt deltagers mikrofon kan mutes.
Ofte er min undervisning baseret på meningsudveksling i dialog. Fokus er på den studerendes perspektiv, på fx sammenspil, kunstnerisk virke etc., og er som udgangspunkt lige så meget værd som mit. Mine anvisninger er således mere opfordringer, der skal afprøves med det samme, hvorefter vi sammen reflekterer over udfaldet af den konkret stillede opgave. Det kunne jeg ikke med hverken skype eller zoom, da der var massiv forsinkelse af lyden, hvilket umuliggjorde sammenspil.
Min undervisning blev desværre mest til konsultationer, hvor jeg forsøgte at besvare elevernes spørgsmål som fx ”Hvordan skal jeg øve dette?”, ”På hvilke plader kan jeg høre eksempler?” osv. Det var muligt at bede eleverne om at spille noget, som jeg bagefter kunne kommentere på eller demonstrere evt. alternative forbedringer til - men ofte var det bedre, hvis eleven på forhånd havde indspillet musikken og filmet fx med en telefon. Det gav mig i øvrigt mulighed for at være bedre forberedt - og det var ret dejligt. Men det vigtigste i min undervisning, sammenspillet og den musikalske dialog, var ikke til stede. Jeg er vant til at få en masse energi af at undervise, det oplever jeg ikke med online undervisning. Andre af mine kolleger har ytret, at de får hovedpine af at undervise online.
På det personlige plan har det at undervise online lært mig at smile. Jeg har desværre en tendens til at se meget utilfreds ud, når jeg er koncentreret. Jeg har lært at stræbe efter at være meget præcis i mine anvisninger: Abstrakte udtryk bliver meget nemt misforstået, hvis mit ansigts udtryk signalerer noget, der kan misforstås - fx hvis min iPad’s kamera ikke viser ansigtet tydeligt. Mine lektioner igennem corona-nedlukningen stoppede heldigvis i slutningen af april, hvor vi fik lov til at undervise normalt igen. Naturligvis med behørig afstand og mundbind.
Det værste var helt klart de første tre uger i marts 2020. Man blev kastet ud på dybt vand uden en redningskrans. Pludselig skulle jeg have alt, ikke kun arbejdet, men også familien, til at fungere på en helt anden måde. Derefter fandt det stille og roligt sit leje. Ved anden nedlukning fortsatte jeg egentlig bare, hvor jeg slap. Jeg har lært en masse, og derfor fungerer det forbavsende godt nu. Frustrationerne har været og er stadig mange. Frygten for, at ens kære eller man selv bliver syg. Manglende overblik, da restriktionerne hele tiden ændrer sig, hvilket gør al planlægning nærmest umuligt. Høje krav fra nogle arbejdsgivere blandet med, at vi mangler både viden og grej til at kunne undervise online på en optimal måde. Ensomhed og frygt for fremtiden - hvad hvis alle elevernes smutter pga. corona, og vi er "fanget" i en nedlukning, hvor vi ikke kan hverve nye?
Der har også været positive ting. Selvom jeg er professionel musikunderviser og anser mig selv for at være meget fleksibel - omstillingsparat på nydansk - er jeg alligevel blevet positivt overrasket. Jeg har været overraskende god til at passe mit arbejde online, og det samme gælder mine kolleger. Jeg syntes, vi har taget en nærmest umulig opgave og løst den rigtig godt. Det er jeg er stolt af. For første gang oplever jeg også, at jeg har store fordele som introvert. Pludselig er det ikke nærmest et handicap at trives i eget selskab og hente sin energi indefra fremfor at hente den fra samværet med andre. Ud over, at undervisningen er virtuel, så har min hverdag faktisk ikke forandret sig særlig meget. Hvor der før corona ofte blev set ned på, at jeg foretrak at bruge fredag aften på at game, nørde eller læse en bog fremfor byture og middage, så er det nu helt legalt. Jeg føler ikke, at jeg har "mistet" så meget som mange andre mennesker, da jeg også før corona oftest brugte min fritid hjemme sammen med familien. Jeg er også blevet bekræftet i flere af de livsvalg, jeg har truffet, bl.a. mit erhverv, mit ægteskab og mine børn. Mange snakker mere om ro, fordybelse, at tempoet kommer ned, og at vi ikke forbruger nær så meget. Hvis coronaen kan ændre vores samfund lidt i den retning, er det i mine øjne også positivt. Rent fagligt har jeg lært en masse. Jeg er ret oldschool og har egentlig ikke brugt elektronik ret meget i min undervisning. Det har ændret sig. Online undervisning kan på INGEN måde erstatte fysisk undervisning, hvor man er til stede i det samme lokale, men virtuel undervisning kan være et givtigt supplement i hverdagen. Det kan fx være det hurtige møde, hvis man bor langt fra hinanden, eller hjælp til elevernes øvning i tiden fra en undervisningslektion til den næste. Jeg havde selv en rigtig stejl læringskurve i marts, men efter sommerferien, hvor vi lukkede op igen, er jeg bare fortsat med at bruge de virtuelle muligheder i langt større omfang end før corona. Jeg har måttet ændre min undervisningsmåde en del. Førhen delte jeg fx altid nodestativ med eleverne. Det er også gået op for mig, hvor meget jeg har peget og anvist. Da der kom en skærm imellem os og dernæst to meters afstand, var jeg nødt til at ændre nogle grundlæggende ting ved min undervisning. Rent pædagogisk og fagligt er det som før corona, men måden, vi taler sammen på og omgås, er en anden. Det har været både sundt, frustrerende og sjovt at skulle formidle det samme - men på en ny facon.
Da jeg begyndte som musikskolelærer, havde jeg ingen computer. I takt med, at vi er blevet mere digitale med e-mails og Speedadmin, oplever jeg et langt større tidsforbrug til disse opgaver i min forberedelse, selvom det i min optik burde være modsat. Det er den samme oplevelse med online undervisning. Det kræver langt mere forberedelse end fysisk undervisning, især fordi teknikken tit driller. Når man underviser online, bliver man også meget hurtigt træt og får ofte ondt i hovedet. Online undervisning stiller på mange områder helt andre krav til os end almindelig undervisning. Derfor burde der også være mere forberedelse til online undervisning på samme måde, som der ofte er på ekstra krævende opgaver som fx børnehold, skolesamarbejde eller ledelse af store orkestre.
Jeg oplever, at hele perioden fra marts 2020 og frem har været præget af uvished og i perioder også utryghed. Uvished omkring, hvornår de til enhver tid gældende restriktioner og retningslinjer blev forældet. Uvished i forhold til om, det var meningsfyldt at begynde at planlægge det næste arrangement. Uvished omkring, hvor længe vi kunne regne med loyalitet fra vores elever og forældre. Utrygheden lurede også, når det fx kom til risici ved faktisk at være udsat for virus og dermed risiko for at blive smittet. Senest en utryghed på betydningen af de nye mutationer.
Der har dog også været mange positive overraskelser. Den fortsatte opfindsomhed, udholdenhed og kreativitet fra lærerne, men også loyaliteten og opbakningen fra vores musikskolefamilier. Vi er blev bekræftet i, at vores elever og deres familier føler sig taget godt imod. At de har anerkendt vores vilje til at holde musikken, relationerne og den enkelte elevs musikalske- og personlige udvikling i gang. Det var også en dejlig overraskelse, at musikken for mange familier fik en mere fremtrædende rolle, fordi mange af børnenes andre aktiviteter var lukket helt ned. Endelig fik vi i september trods de hårde ods gennemført en teaterkoncert for 1200 mellemtrins-elever med behørig afstand og senere i november lykkedes det at afholde vores årlige stort opsatte musical med et publikumsantal som i tidligere år. Begge arrangementer krævede mange og lange overvejelser, forløbsplaner timet til mindste detalje, tæt sparring med sundhedschef og masser af kommunikation. Jeg tror, der var nogen, der holdt hånden over os.
Der er en skrøbelighed forbundet med at være menneske. Alt kan se anderledes ud på et øjeblik. Det har inspireret mig at se, at lærerne ikke har givet det mindste op snart et år inde i pandemien. Der er en vilje til at se mulighederne, værdsætte dem og dyrke det gode, der er tilbage, når det fysiske undervisningsrum er væk. Det har virkelig krævet forandringsparathed, mod, optimisme og til en vis grad også frygtløshed. Der har lærerne ubevidst også haft en forbillede-funktion for eleverne, der rækker langt ud over deres instrumentale fagligheder; ”When life gives you lemons: Make lemonade!”. Det har været skønt at se, hvordan musikskolerne på den måde er trådt i karakter. Endelig har coronakrisen én gang for alle tydeliggjort, at kulturen ikke kun er ”til pynt”.
Vi sad vel alle sammen i en form for chok tilbage i marts 2020. Nu blev man sendt hjem, hvad så? Jeg ville fx meget gerne have siddet og forberedt min undervisning i musikskolens Bramming-afdeling, men det lod sig desværre ikke gøre. Ingen ophold i kommunens bygninger, også selvom jeg var helt alene på skolen. Så jeg måtte blive hjemme og finde alternativer. Jeg vidste intet, som i INTET, om online- eller videoundervisning. Nu ti måneder efter underviser jeg 95% af mine elever på Zoom og resten via instruktionsvideoer. Det var ikke kun de tekniske udfordringer, der skulle klares, men også pædagogikken, som skulle rettes til. En hurtigere PC var nødvendig, da min ti år gammel MacBook ikke kunne være med længere, samt et usb-lydkort og en mikrofon. På pædagogiksiden tvang det mig til at tænke forfra. Jeg kunne ikke gøre det på samme måde, timerne skulle opbygges anderledes. Både jeg og eleven skulle opbygge nye rutiner for at få undervisningen til at ”køre”. Det er bedre at sidde i samme rum, når man skal lære at spille et instrument, men online fungerede faktisk bedre, end jeg havde forstillet mig. Der er fx mulighed for at dele skærm, hvor nodelære og teori, for mig, fungerer lige så godt som ansigt til ansigt. Der er også en fin afveksling i lektionerne i øvrigt.
Da vi her i anden coronabølge blev lukket ned igen, vidste vi, hvad vi skulle. Der blev straks sendt links rundt og instruks om tider mv. til eleverne. Vi var online med det samme. ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde”, det siger vel det hele. Skærmundervisning er intens, og jeg oplever, at jeg bruger meget mere energi. Normalt rejser jeg mig fx og bevæger mig rundt i undervisningslokalet. Foran skærmen er man mere låst, da det vil virke lidt mærkeligt at bevæge sig væk fra kameravinkel og mikrofon. Nogle gange har jeg taget mig selv i at undervise seks til syv elever uden at lette mig fra stolen. Det dur ikke. Der er brug for nye rutiner, som eleverne skal være med på og forstå – det er jeg i gang med. Der er jo ingen døre der skal åbnes, elever der skal ind og ud, en kopi skal hentes, næste elev er lidt forsinket, så jeg henter en kop kaffe osv.
Fredags-online-bar med kollegaer er en ny opfindelse i vores musikskole. Jeg har faktisk set mere til mine kollegaer online, end jeg plejer fysisk til hverdag. Og det er ikke kun hygge, det er også sparring fx ”Hvordan gør du det?” og ”Jeg fandt ud af at…”. Det drejer sig ikke kun om de tekniske ting, men også pædagogiske fif. Hos os er vi kommet meget langt ved at hjælpe hinanden. Men internettet i forhold til musikskoleundervisning er på hestevognsstadiet. Vores udstyr som mikrofoner, højtalere, processorkraft mv. er alt for dårligt, både hos elever og os musikskolelærere. Nettet er ofte for langsomt til, at vi kan spille sammen og på samme tid. Lyd og billedopløsning er også for lav til, at man kan arbejde med klang. Jeg er meget nysgerrig på, hvad fremtiden vil bringe? Måske mere udstyr, som vi skal lære at bruge, og nye undervisningsformer, som vi skal opfinde.
Læs også:
Musikskolelærere kompenseres for brug af egne IT-redskaber
Tjek hjemmeside om arbejdsmiljø og trivsel under corona
