Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Musik er mere end magi

Forfatter: Andreas Vappula Nilsson
Af Andreas Vappula Nilsson

SF’s undervisningsordfører Jakob Mark har spillet guitar, siden han gik i 7. klasse. Han ved hvad, musikken kan, og har visioner for musikfaget, som spiller fint sammen med DMpF’s vision ”Musikskolen for alle”. På bagkant af et møde med DMpF´s formand Ole Helby blev Jakob Mark interviewet af journalist Andreas Vappula Nilsson

1 Hvilken rolle spiller musik i dit eget liv

Jeg kommer til at tænke på Harry Potter, når folk spørger mig, hvad musik betyder for mig. For Albus Dumbledore, som jo er rektor for Hogwarts, han siger på et tidspunkt, at der findes én ting, der er større end magi, og det er musik. For det er i virkeligheden den største magi. Og sådan har jeg det også selv. Musik har en fantastisk evne til at få mig op i humør. Godt humør. Og den har en fantastisk evne til at fungere meditativt, hvis jeg er i dårligt humør. Jeg lytter stort set altid til musik, når jeg går, løber eller dyrker idræt. Eller hvis jeg har brug for det. Så det betyder faktisk meget. Jeg har spillet guitar, siden jeg gik i 7. klasse. Dengang gik jeg både på ungdomsskolen og på musikskolen. Så har jeg bare holdt det ved lige og kan spille meget. Men i dag bruger jeg det mest, når jeg skal slappe af. Jeg kan rigtig godt lide at sidde med min guitar, hvis jeg er i dårligt humør eller har brug for at tænke over noget, hvor jeg er lidt uafklaret. 

2 Hvilken økonomi vil SF prioritere til musikskolen?

Jeg vil gerne være med til at finde flere ressourcer til musikskoleområdet. Det vil jeg også gerne tage med fremadrettet. I forhold til folkeskolen tror jeg, at den måde, jeg vil prioritere ressourcerne på, er at lægge flere penge ind i den understøttende undervisning og i Åben Skole-tanken. Og så kan man prioritere, at man bruger rigtig meget på musikskolen og så en smule på nogle af sportsforeningerne. Men man kan også, bare for at tage et eksempel, prioritere at bruge meget på sportsforeningerne og lidt på musikskolen. For mig er det bare vigtigt, at vi får etableret et helt normalt samarbejde i stort set alle kommuner.

3 Hvordan kan man styrke samarbejde mellem musikskolen og folkeskolen?

Jeg synes, at alle kommuner burde lave en strategi for deres understøttende undervisning og for Åben Skole. Dér synes jeg, at det er oplagt at bruge musikskolerne. For musikskolerne er en af de største og i virkeligheden vigtigste institutioner for de kulturelle tilbud, der er derude. De vil også kunne hjælpe folkeskolerne. Mange steder er udfordringen, at man for det første ikke rigtig tænker over det, men også at skolerne ikke synes, at de har ressourcer til at bruge musikskolerne, hvis man skal købe en person fri. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at vi fra politisk hold får sat nogen ressourcer ind til at styrke den understøttende undervisning, så man kan prioritere det. Det er vigtigt, at man får spredt de gode eksempler, for der er nogen, der gør det her rigtig godt allerede. Og at vi i højere grad får forpligtet kommunerne til at arbejde med det her.

4 Hvad synes du om DMpF's vision for musikskolen?

Jeg synes, at det vigtigste overhovedet, når man kigger på, hvad musikskolerne skal i fremtiden, det er i virkeligheden at udbrede den glæde, der er ved at kunne spille på et instrument, til flere børn end i dag. Hvis man ser på, hvem der kommer på musikskolerne, er det ligesom i mange andre indsatser eller områder børn fra den mest udsatte socialklasse, der ikke kommer. I hvert fald ikke i lige så høj grad. Det skal vi have lavet om på. Det har været et indsatsområde for mig, lige siden jeg sad i Køge Byråd og sad i Kulturudvalget. Nemlig hvordan vi får børn fra alle samfundslag ind på musikskolerne. Derfor synes jeg også, at visionen er god, fordi den handler om musikskoler for alle. Det, tror jeg, er vigtigt, at musikskolerne også selv har fokus på.

5 Hvordan kan endnu flere børn komme til at spille i musikskolen?

Jeg tror, at to ting er ret vigtige for at få flere ind på musikskolerne. Det ene er, at det er en lidt fremmed verden for mange. Der er mange, der måske tænker: “Hvad skal jeg med det?" Mange har aldrig holdt et instrument i hånden før. De aner ikke, hvad det vil sige at spille. De tænker måske: "Det kan jeg aldrig lære, der er ingen til at hjælpe mig, og hvad sker der egentlig ovre på den der musikskole?" Så at introducere den verden for dem: Og det er helt lavpraktisk, at der er nogen, der kommer og viser, hvad der sker på musikskolen. Nogle der kommer og henter dem og viser dem den verden. Den anden del er prisen. Nogle har ikke råd til at betale. Og det er ikke kun den mest udsatte gruppe. Der er nogle musikskoler, hvor prisen gør, at folk fra samfundslag, hvor man tjener en helt almindelig løn, synes, at det kan være rigtig svært at prioritere.

Hør synspunkter om visionen fra andre politikere her.

Se videointerview med jakob Mark:

https://www.facebook.com/dmpf.dk/