Temadag om musik- & kulturskoler

Af Henrik Nørregaard Boll

- en udløber af musikskoletænketankens rapport ”Musikskolerne i Danmark” fra sidste sommer.

Dagen forløb med oplæg fra ledende forvaltningsmedarbejdere, musikskoleledere og andre ledende kulturarbejdere, og der var indlagte debatter med deltagerne, som væsentligst var kultur- og musikskoleledere og forvaltningschefer.

Jeg bringer her et personligt referat fra temadagen.

KL skriver direkte i oplægget, at det handler om musik-og kulturskolernes kommunalpolitiske legitimitet og spørger: ”Hvordan er musikskolerapporten blevet modtaget og bearbejdet i kommunerne, og hvordan kommer kommunerne og musik- og kulturskoler videre i den fælles strategiske samtale om musikskolernes rolle som kulturinstitution?”

Ud fra tænketankens anbefalinger indenfor 11 indsatsområder havde KL denne dag i deres oplæg valgt at fokusere på:

1. Øget variation i undervisningsformer

2. Skarpere fokus på den gensidige forpligtelse til at løfte ansvaret for den åben skole

3. Statens refusion og hvordan det kan blive lettere for flere børn, også fra familier med lavere indkomster, at deltage i musikskolernes tilbud

4. Hvordan musik- og kulturskolerne generelt kan indgå i den samlede kommunale helhed og bidrage til at løfte fælles dagsordener, hvilket i mange kommuner vil være på tværs af forvaltningsgrænser.

Direktør i KL, Laila Kildesgaard, bød velkommen med nogle betragtninger fra KL.

Hun konstaterede, at KL har lagt mærke til, at der er behov for at demonstrere musikskolernes effekter.

Musikskolerne har nu, i samarbejdet med folkeskolerne, en bredere målgruppe end tidligere, og hun fremførte, at hvis dette samarbejde intensiveres, kan det blive på bekostning af den traditionelle individuelle undervisning, og hun vil gerne høre, hvordan musikskolerne arbejder med den balance.

Hun konstaterer, at der ikke findes nogen usynlighedskappe, man kan tage på i forsøg på at undslå sig for at blive målt på sine resultater. Musikskolerne kan ikke argumentere med henvisning til, at vi arbejder rigtig meget med dannelse og andre emner, der i sig selv er så forklarende, at vi ikke ønsker at blive målt på det. Hun tænker måske på fortællingen om, at vi underviser i musik fordi musik og menneskers musikudøvelse har en værdi i sig selv, og at musik ikke blot skal være støttefag for andre fag. KL ser, at kulturinstitutioner - og dermed også musikskolerne - har stor betydning for, hvor folk og familier vælger at bosætte sig. Levende musik på Torvet i weekenden og Luciaoptog på plejehjemmene er vigtige aktiviteter, der kan give musikskolerne en bred legitimering.

KL ønsker at finde ud af, hvordan man kan måle effekterne på dette område og vil gerne bruge vores viden og erfaring hertil. KL er bevidst om nødvendigheden af en konstruktiv dialog mellem musik- og kulturskolerne, kommunalbestyrelsen og samarbejde på tværs af flere forvaltninger.

Louise Plenge rundede KL´s indledning af med en økologisk betragtning/bemærkning om politisk bæredygtighed fra Brundtlandrapporten (1987): ”En bæredygtig udvikling opfylder nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers behov for at opfylde deres behov i fare”, og spurgte til, hvilke prioriteringer og politiske drøftelser og justeringer der skal til nu - også selvom det kan være ukomfortabelt at ændre noget for at sikre, der også eksisterer stærke musik- og kulturskoler om ti år.

Herefter fortalte vicekommunaldirektør Ingelise Damm, at musikskolerne nu får opgaver som de ikke har haft tidligere, men som i et bredt strategisk blik vil være med til at sikre deres bæredygtighed og eksistensberettigelse.

Det er opgaver, der også vil gå på tværs af forvaltningerne.

Det forventes, at musikskolerne tænker holistisk hvad angår eleverne og opfatter dem som borgere, vi har fælles med andre kommunale institutioner såsom dagtilbud, skoler, anbringelsesmyndigheder etc. overfor hvem, vi skal gøre os til attraktive samarbejdspartnere.

Og vi vil sandsynligvis blive målt på, hvorvidt vi lykkes med disse samarbejder. Men vi skal ikke forvente, at der vil tilflyde os yderligere midler til de flere og nye opgaver. Tværtimod vil det forventes, at vi løser andre og flere opgaver for færre penge. Hun sammenlignede os med et isbjerg, hvor blot 10% er synligt på overfladen og for omverdenen.

Hun konstaterede også, at meget af vores arbejde er under overfladen og usynligt.

Jeg tror også, at mange lærere kan genkende det billede: langt det meste af vores arbejde kan være usynligt for andre end os selv, og måske eleverne. Ingelise Damm anbefaler, at vi fokuserer meget på det, der stikker op og er synligt for omverdenen, og hun foreslog, at vi i de enkelte kommuner går direkte til politikerne og får dem til at redegøre for, hvad de forventer af musik- og kulturskolen, og måske have mindre fokus på tal og statistikker.

Derefter trådte Jesper Rosenkilde og Søren Thorsager, hhv. musikskoleleder og forvaltningschef, til. De talte for stærke musikalske fællesskaber og fremførte det synspunkt, at det musikalske fællesskab er vigtigere end valg af instrument. De talte om mulighederne for at frisætte befolkningens foretagsomhed og om, at vi fra institutionernes side bør blive bedre til at slippe kontrollen og lade være med at stå i vejen for kreativitet og nye idéer. De fortalte om samarbejdet med andre institutioner fra børnehaver til grundskoler og ser det som et vigtigt forhold for at styrke den musikfaglige fødekæde. Samarbejdet bliver efterspurgt af partnerne, og det giver en merværdi for alle. En konsekvens af kommunalreformen har mange steder været en vis centralisering på mange områder. Her tænkes på skolelukninger i landdistrikter og samling af musikskoleundervisning i kommunens hovedby(er).

”Musikken skal ud til børnene igen”.

Musikskolekonsulent Niels Græsholm og musikskoleleder Anja Reiff talte om ”Statistikken som grundlag for kvalitetssikring og politisk debat”. Græsholm skitserede kort, hvordan musikskolestatistik fra det hedengangne Statens Musikråd de første år - fra 1986 - blev brugt af musikskoleledere og borgmestre til at sammenligne økonomien med nabokommunerne/hvilken uddannelsesmæssig baggrund musikskolelærerne havde/hvilke og hvor mange fag der blev udbudt/hvor mange elever der var, etc. Så kom årene med taskforce og problematikker om den musikalske fødekæde. På det seneste har der været debat om balancen mellem drenge og piger indenfor de enkelte fag og instrumenter.

Anja Reiff konstaterede, at der melder sig en vis træthed hos os, når der tales om tal og statistik. Det er et historisk smertensbarn. Vi vil meget hellere tale om værdier og perspektiver. Selvom det ikke er tilstrækkeligt for KL.

Anja Reiff anerkender, der er en voksende interesse for tal og statistik til trods for, der er stor uenighed om tallenes validitet - især i Musikskolerapporten. Der er stor forskel på, om man tæller aktivitetselever eller CPR-elever; der er stor forskel på, om den samlede udgift til musikskolerne går til at undervise 65.000 eller 109.000 elever.

Anja Reiff konstaterer, at statistik er tidens nuværende logik, men afspejler en verden af i går, og statistik dokumenterer ingenlunde den brede udvikling, der er i gang, men kan derimod fremme den gamle fortælling om, at musikskolerne er elitære institutioner for de privilegerede børn og unge. Vi er nødt til at have troværdige tal og klare retningslinjer og ensartede opgørelsesmetoder i alle kommuner. Vi skal også have mulighed for at beskrive nuancer og bredde i tallene og fagligt funderede validering af indberetningerne. Og vi skal spørge efter noget af det, der kommer, ikke kun det som er nu og var sidste år.

I den efterfølgende debat blev det sagt, at det opsøgende arbejde er vigtigt. Vi må forklare, hvad værdiskabelse og fælles værdiskabelse for flere institutionstyper er, samt hvad musikskolerne og deres aktiviteter med børn og unge bidrager med i forhold til kommunernes borgere.

Effektmåling er vigtig. Men effekten kan være vanskelig at måle i forhold til hvor mange elever der er, og hvor eleverne kommer fra. Statistik har dog en berettigelse, idet den kan afdække forhold, som kan være interessante at undersøge yderligere.

F.eks.: Hvordan kan det være, at 96% af eleverne på en folkeskole i en mindre by er musikskoleelever?

Musikskolelærerne i dette område kender sikkert svaret, men det kunne være interessant for kolleger andre steder i landet at vide, hvordan det kan lade sig gøre.

DMpF' s formand, Ole Helby, anerkender vigtigheden af statistisk materiale, men ”fortællingen er også meget vigtig”, siger han og fortsætter: ”Fortællingerne, som vi har hørt fra Ingelise, Søren og Jesper, er fantastiske; de giver en stor indsigt, og viser at musik- og kulturskolerne virkelig kan nå langt omkring. Men der mangler en fortælling fra kommunerne selv, fra de engagerede politikere, så musikskolerne ikke skal bære fortællingen alene. Politikerne må fortælle, at musikskolen er for alle børn og at alle børn har mulighed for at lære at spille på et instrument. Vi mangler, at den fortælling kommer ud til alle børn og forældre.

Kommunerne har med folkeskolereformen mulighed for at udfylde den lovgivningsmæssige ramme. Det vil være godt, hvis også skolebestyrelserne kommer på banen og fastsætter nogle principper for, hvordan ledelserne og institutionerne skal samarbejde, for at det ikke bliver for tilfældigt. Vi mangler at udtømme det potentiale, kommunalbestyrelserne har, og de er på deres årlige møde forpligtede på at diskutere den åbne skole og herunder også det forpligtende samarbejde mellem folkeskoler og musikskoler.”

Jens Jepsen talte om fællesskabet som det helt centrale og vitale. Det er afgørende at invitere andre med i det, man selv er med i og begejstret for. Musikaktiviteter er oplagte muligheder for at mødes på tværs af alder, social baggrund, etnicitet, etc. Og i musikaktiviteter kan man, ud over de udøvende musikere og andre optrædende, engagere sig på mange forskellige måder og niveauer:

Ved koncerter kan der være behov for, at der opstilles scene og publikumspladser, ved længere arrangementer skal der måske tilberedes mad og serveres, laves reportager osv.

Han beretter om unge, der ikke føler, de passer ind i musikskolen; elever der i højere grad vil skabe end reproducere, og som finder plads og inspiration i ”Klaverfabrikken”, hvor han er leder. Han taler om meget lidt lærerstyring og om at give slip på kontrollen. Hvis en elev - eller flere af byens unge - har en idé og energien, skal de have mulighed for at ”løbe med den”. Hvis en gruppe elever gerne vil skabe et orkester, bør de have en nøgle til musikskolen, så ”de unge får mulighed for selvorganisering af band, orkestre eller kor”. Andre, som f.eks. Mats Bjørkman, har i anden sammenhæng påpeget, at det er en af grundene til idrætsklubbernes succes; de kommunale idrætsbaner er som regel ikke aflåste. Det var også et af kritikpunkterne i Musikskolerapporten: at der burde være mere plads til og flere aktiviteter indenfor det kreative og skabende felt. Jeg forstår, at lærerne i ”Klaverfabrikken” mere fungerer som facilitatorer for alle deltagere end som musikpædagoger, der kender og viser vejen. Lærerne må dog her kende og kunne scanne lokalmiljøet, aktivere lokalmiljøet, spørge ”vil du være med?”, give det første skub, selv være med og derefter give slip.

Personligt synes jeg, det lyder meget interessant med de mange typer opgaver, som KL forestiller sig, musikskolerne kan medvirke til at løse ude i landets kommuner.

Mange af de opgaver, der blev nævnt, er ledere, koordinatorer og lærere allerede i gang med, og de bliver ofte dokumenteret i lokale og regionale medier samt på facebook, og enkelte gange er der stillet en borgmester frem som frontfigur. Disse nye opgaver er ofte initieret af interesse, virkelyst, nysgerrighed og i samarbejde med dagtilbud, grundskoler, foreninger etc.

Og folkeskolereformen forpligter folkeskolerne på at samarbejde med os.

Heri adskiller danske musik- og kulturskoler sig ikke fra tilsvarende i mange andre europæiske lande. (Se evt. MUSIKSKOLEN #1/2018). Her påtager vi os ofte opgaver, vi ikke umiddelbart er kvalificerede til i kraft af vores grunduddannelse - typisk fra konservatorierne. Hvis disse opgaver, der ikke nødvendigvis har musikundervisning som sit primære fokus, skal intensiveres og udvides yderligere, må KL nok belave sig på, at der opstår (eller er) et stort behov for efteruddannelse, hvis opgaverne skal løses på et tilfredsstillende kvalificeret niveau. Jeg ser, oplever og anerkender også, at samarbejde med kolleger fra andre institutioner giver merværdi. Der findes relevante faglige kompetencer i andre kommunale institutioner, og vi har kolleger der, som vi kan bruge i vores udvidede arbejdsfelt og vice versa; her kan, i ordets bedste betydning, være tale om professionelle læringsfællesskaber. Hvis det skal udvikles, er det selvklart afgørende, at der afsættes den nødvendige tid til at udvikle, efterprøve, evaluere og reflektere over den nye praksis og den måske nye pædagogik og didaktik, der kan udvikles. Det er således sandsynligt, at fremtidens musik- og kulturskole kommer til at arbejde endnu mere på tværs af traditionelle institutions- og forvaltningsskel og i ordets bredeste forstand bliver en kommunal kulturskole. Der er rundt om i landet helt sikkert uforløst potentiale i folkeskolereformen. Den er også et stort demokratiseringsprojekt, da den gør det muligt for os at komme i kontakt med næsten alle børn og familier og give børn mulighed for at lære at spille. Vi kommer til børn og familier, som ikke ville være kommet til os. Som dagens sidste oplægsholder, Niels Righolt, var inde på: hvis man kun rekrutterer inden­for kendte rammer, sker der ingen udvikling. Han mo­tiverede det med, at man i Sverige ikke kun finder nye ishockeyspillere i familier, hvor familien i forvejen spil­ler ishockey.

I vores samar­bejde med folkeskolerne møder vi elever, der ikke er interesserede i musik, men vi møder nok flere, som bare ikke ved, at de er interesse­rede i musik.

At slippe kontrollen og lade elevernes foretagsomhed komme frem kan nok være en udfordring for os, der for en del år siden tog en uddannelse på konserva­toriet, hvor såvel repertoire som metode var kendt og ikke blev fraveget i særlig stort omfang. Musikskolerne kan givetvis blive bedre til at understøtte musikalsk skabende aktiviteter og give nye muligheder for selvorganisering.

Effektmåling er vigtig, som både Anja Reiff og Ole Helby konstaterede. Men det er vanskeligt at lave ef­fektmåling som et øjebliksbillede. Og som Lars Løkke Rasmussen engang sagde i anden sammenhæng: ”Man skal passe på med tal!” En effekt viser sig måske først efter ti år. Man kan tænke på professionshøjskolernes nedpriorite­ring af musik som linjefag; man kan også fintænke på noget, som står i en af musikskolernes faktatekster: (vi skal for eleverne:) ”skabe forudsætninger for livslang, aktiv deltagelse i musiklivet som udøvere og lyttere”. Statistisk materiale kan ved forkert behandling vise sig at være meget tæt på begreberne alternative facts og fake news. Anja Reiff anførte, at når musik- og kultur­skolerne bliver tænkt ind som noget centralt og vigtigt i kommunerne - som KL´s repræsentanter også var inde på - og de er vævet ind i andre institutioner på tværs af forvaltningsgrænser, kan vi ikke længere betragtes blot som flødeskum; altså som en slags ikke-helt-nødvendig luksus, et privilegie for de få, og som noget, der egent­lig godt kan undværes.

Musik- og kulturskolerne skal måske ikke have monopol på undervisning. Monopoler har sjældent været godt for noget. Hvis der er monopollignende tilstande på et område, kan der opstå en form for vakuum i bunden, hvor andre aktiviteter kan blomstre op og udvikle sig. Spørgsmålet er så, om det er en trussel eller en berigelse. I mange byer er der musik- og kulturundervisning og for­midling i frivillige organisationer og foreninger, bygarder, spejderklubber, kirker, såmænd også skoler. Niels Righolt fortalte, at han i Vendsyssel ser to nabokommuner støtte hinanden i stedet for at konkurrere: Frederikshavn har et stort musik- og koncerthus. I Hjørring har man et nyt Teaterhus. Kulturinstitutioner indenfor kommunen kan sikkert også samarbejde i stedet for at se hinanden som konkurrenter.

KL`s temadag om musik-og kulturskoler var et veltilret­telagt arrangement med kompetente oplægsholdere, men jeg hørte hele dagen blot musikskolerne omtalt som kulturinstitutioner, ikke som undervisningsinstitutioner, hvilket undrer mig. Vi taler trods alt om musik- og kultur­skoler!

I relation til de fire fokuspunkter, KL havde opstillet, hørte jeg ingen bud på, hvordan statens refusionsordning kan gøre det lettere for børn uden den stærkeste økonomiske familiemæssige baggrund at blive musikskoleelever.

En af anbefalingerne i Musikskolerapporten er at ”musik­skoleelever på begynderniveau som udgangspunkt tilby­des instrumentalundervisning på hold og/eller sammen­spil”: Den anbefaling kan der også findes belæg for i den musikpædagogiske forskning. Men bl.a. Anne Bamford pointerer, at det kun gælder de første 3-4 år. Og at flere undervisningstilbud og holdundervisning i musiksko­lerne kan blive på bekostning af soloundervisning, som Laila Kildesgaard indledningsvis var inde på, ser jeg ikke fremgå af musikskolerapporten - tværtimod står der på side 28 ”Den individuelle undervisning skal og bør fortsat være der, men de musikalske fællesskaber skal samtidig bringes i spil for at skabe det bedste og mest stimule­rende undervisningsmiljø.”