Drenge trommer, piger synger. Sådan ser det generelle billede ud, tager man kønsbrillen på og kaster et panoramablik på det danske musiklandskab, herunder på landets musikskoler. Fokus på dialog og diversitet samt målrettede indsatser er vejen frem, hvis man vil bryde mønsteret, lyder det fra flere sider i musiklivet.
Dengang jeg gik i folkeskole, havde min klasse en musiklærer, der hed Flemming. Flemming var rar, kunne spille guitar, og han lavede sanglege med os og lod os også engang imellem spille på instrumenter. Som oftest var det dog drengene, der fik fat i instrumenterne først, og pigerne, inkl. jeg selv, faldt ind i vore vante roller som sangere - eller alternativt nuppede vi et af de mindst populære, sekundære instrumenter, der som regel lå ensomt tilbage på instrumenthylderne. Ret ofte spillede jeg eksempelvis på franskbrød.
Det var nu ikke Flemmings skyld. Det var bare sådan det var. Selvom jeg drømte om at prøve både trommerne, bassen og guitaren, er dét at skille sig for meget ud fra flokken den dummeste sociale overlevelsesstrategi man kan vælge som elev, når jungleloven regerer. Det vidste alle - dengang som nu. Samtidig havde Flemming vist heller ikke rigtig overskud til at agere heltemodig vanebryder i sin travle hverdag …Troede jeg.
Et musikliv i ubalance
Flemming og musiktimerne vender vi tilbage til. Men vi bliver ved instrumenterne og kønsrollerne: Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at de rytmiske instrumenter såsom trommer, elbas og elguitar i høj grad tiltrækker drenge, mens piger vælger de klassiske instrumenter såsom tværfløjte, violin og ikke mindst sang. Eksempelvis spiller otte gange flere drenge end piger på trommer, mens elleve gange flere piger end drenge spiller på tværfløjte.
Det er en tendens, der også manifesterer sig højere oppe i de musikalske luftlag, hvor rapporten ’Kønsbalancen i rytmisk musik’ i 2011 konkluderede, at fordelingen mellem mænd og kvinder i den rytmiske musikbranche er 80% mænd og 20% kvinder på stort set alle områder - fra udøvende musikere til bookere og bestyrelser, og at langt de fleste kvindelige musikere i den rytmiske musikbranche er sangere. At tallene holder stik i det virkelige liv, ser vi meget konkret på eksempelvis Roskilde Festival, hvor andelen af kvindelige artister og instrumentalister i flere år har svævet mellem 14 og 18%.
Det rytmiske musikliv er altså præget af en stor overvægt af mandlige aktører som skabere, udøvere og formidlere af musikken. Bedre ser det ud i den klassiske verden, hvor vi efterhånden ser en mere ligelig kønsfordeling i orkestrene. Men de kvindelige komponister og orkesterdirigenter er stadig stort set ikke-eksisterende, mens man skal spejde langt efter drenge og mænd, der f.eks. vil spille harpe eller blot synge i kor.
Børn skal vælge selv
Et argument der ofte følger med, når debatten om musik og kønsroller blusser op, er, at piger og drenge skal have lov at vælge selv. At det sågar ”hører med til den demokratiske kultur” at ”kvinder (gerne) må have lov til ikke at gide spille musik”, som musikanmelder ved Jyllands-Posten, Jakob Levinsen, udtrykte det i en artikel i Politiken i forbindelse med offentliggørelsen af den føromtalte 80/20-rapport.
Men måske handler den skæve kønsfordeling i musiklivet samt børns kønsstereotype instrumentvalg ikke i så høj grad om indre, autonome valg, som det handler om ydre påvirkninger og indgroede normer. Det mener Karen Sjørup, som er kønsforsker ved RUC og en af forfatterene til rapporten ”Kvinder i Kunst” som blev til på initiativ fra Kunstrådet.
“Et valg er jo aldrig bare et valg i et tomrum. Der er især blandt piger en kultur for fx at synge og performe som solist, og det bliver stærkt næret af talentkonkurrencer som X Factor og MGP. Drengene får i langt højere grad stukket den der guitar i hånden og med især trommer kan man jo virkelig få kørt nogle aggressioner af. Men det er vigtigt at piger heller ikke er hæmmede i forhold til at vise aggressivitet, siger Karen Sjørup til Musikskolen og tilføjer:
”Jeg synes, at man skal prøve at opmuntre børn til at bryde disse kønsmønstre, fordi de er så begrænsende for udfoldelsen. Vi har en tilbøjelighed til at ville se disse tendenser som noget der kommer indefra, fordi de viser sig så tidligt hos børnene, men det er jo i virkeligheden nogle påvirkninger der bliver sendt, når de er meget små.”
Forkvinde for Projektstøtteudvalget ved Statens Kunstfond og tidligere musikskoleleder, Bente Dahl, mener, at det i høj grad handler om at præsentere børnene for et mangfoldigt spektrum af instrumenter:
”Selvfølgelig skal børn selv vælge. Men de skal også vide, hvad der findes derude. De skal jo præsenteres for og have adgang til flere forskellige instrumenter, så de kan vælge mere kvalificeret end de gør nu, hvor de vælger meget ens. Det er vigtigt at børnene ved, at instrumenterne findes og at de måske endda har haft adgang til at gøre sig lidt bekendt med dem uden at skulle kunne spille perfekt dem. Og på baggrund af det er det selvfølgelig det frie valg. ”
Mangfoldighed er kvalitet
Følgevirkningerne ved fraværet af kvindelige instrumentalister i det danske, rytmiske musikliv er blandt andre, at spektret af rollemodeller for unge piger, der vil musikken, er smalt. En sangkarriere kan desuden i især den kommercielle og ungdomsforherligende del af musikbranchen være en endimensionel karriere med en udløbsdato, særligt for kvinder. Og som Sjørup pointerer: ”Hvis man vil blive ved musikken senere i livet så er man også bedre rustet hvis man kan nogle flere instrumenter.”Men ikke mindst er det et stort kvalitetstab og et problem, at det kvindelige talent ikke er mere nærværende i musikken, mener Bente Dahl.
”Konsekvenserne er manglende diversitet. Jo mere vi blander bolsjerne, des sjovere bliver det. Der sker noget helt andet end man har forestillet sig, når man blander piger, drenge, mænd og kvinder. Man får nogle andre historier, flere vinkler og idéer på bordet. Og dét har jeg i øvrigt aldrig nogensinde hørt nogen være imod.”
Bevidstgørelse gennem dialog
Men når vi accepterer præmissen om, at kønsfordelingen – både hvad angår instrumentvalg, men også i branchen generelt – er et problem, hvad kan vi så gøre ved det i musiklokalerne og andre dele af musiklivet? Ifølge Bente Dahl kan den kønsmæssige ubalance ikke udlignes fra den ene dag til den anden. Der skal sættes ind på mange planer:
”Det er et langt sejt træk, og der er ingen hovsa-løsninger. Det er holdningsændringer der skal til, og bevidstheden skal vi give hinanden gennem dialog, debatter, konferencer og fyraftensmøder, samt møder mellem folkeskole og musikskole. Det gode eksempel er, at hvis vi går 30-40 år tilbage i tiden i symfoniorkestrene i Danmark, var det jo også alene mænd, der sad og spillede – og det har ændret sig markant. Jeg synes, at det er et godt eksempel på en holdningsændring. ”
I USA har man siden 70’erne benyttet sig af såkaldte ”blind-optag” ved orkesterprøverne for at udfordre de vanetænkninger om bla. køn, som de færreste af os kan frigøre os fra, og som blandt andet medfører, at mænds præstationer ofte vuderes mere positivt end kvinders. Og effekten har ikke været til at overse: Når kandidaterne spiller bag en skærm, så bedømmelseskomitéen ikke kan se, om det er en mand eller kvinde der prøvespiller, stiger sandsynligheden for at en kvinde får stillingen med 50%. En metode, som også siden midt-halvfemserne er blevet benyttet herhjemme af DRSymfoniorkestret og DRUnderholdningsorkestret for at undgå diskrimination og favorisering generelt. ”Blind-optag i orkestrene er et godt eksempel på et redskab der har vist sig at virke i én bestemt sammenhæng”, fortæller Bente Dahl og fortsætter: ”Men jeg mener, at det er vigtigt, at vi i første omgang spørger hinanden “hvorfor”? Hvorfor er kønsfordelingen i den rytmiske musik 80/20? Hvorfor vælger børn de instrumenter de gør? At blive ved at stille spørgsmål mener jeg er redskabet til at komme videre.”
Ny folkeskolereform, nye muligheder
Den nye folkeskolereform indeholder et krav om, at musikskoler og folkeskoler er forpligtede til at samarbejde. Og som Nina Ulf Jørgensen, generalsekretær for DAMUSA (Dansk Musikskolesammenslutning), skriver i en kommentar til kønsdebatten på damusa.dk, ”åbner der sig mange muligheder for at præsentere alle børn i folkeskolen for mange instrumenter og bringe børnene på opdagelsesrejse i musikken.”
Bente Dahl hilser hilser også den nye reforms fokus på synergier mellem folkeskole og musikskole velkommen og ser det som en mulighed for netop at understøtte og udbrede mangfoldighed og diversitet: ”Det betyder utroligt meget at folkeskolen nu også er forpligtet på musikskolen, for musikskolen har altid været forpligtet på folkeskolen. Det tager selvfølgelig noget tid før folkeskolen finder sit fodfæste i den nye reform, men der er også mange steder hvor samarbejdet blomstrer. Selv ser jeg uanede muligheder i feltet mellem folke- og musikskole, for gennem samarbejde opstår altid noget nyt, hvis man giver plads til det. De crossovers der er mellem kompetencerne kan være utroligt frugtbare. ”
Ringe i vandet
Et sted hvor samarbejdet blomstrer er i Faxe Kommune, hvor lærere fra musikskolen indgår i et kompagnonsamarbejde med folkeskolernes musiklærere. Det betyder blandt andet, at alle 2. klasser i kommunen, ved siden af deres musiklærer, også bliver undervist af en musikskolelærer. Én af dem er Kristoffer Juel, der underviser i trommer og sammenspil ved Faxe Musikskole.
”Det giver nogle fantastiske muligheder for ikke blot at få præsenteret nogle forskellige instrumenter for børnene men også vise dem, at man kan være rigtig dygtig på et instrument”, fortæller Kristoffer Juel til MUSIKSKOLEN. Kristoffer Juel har desuden været instruktør på ’JazzCamp for Piger’ - et initiativ søsat af JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival, som finder sted hvert år i vinterferien på musikskoler i hele landet, hvor piger kan prøve kræfter med jazzmusikken. Et tilsvarende projekt er ’Pop-Pilot’, arrangeret af ROSA (Dansk Rock Samråd), som finder sted i efterårsferien flere steder i landet, hvor piger i 13-16 årsalderen ligeledes bliver undervist i sammenspil og sangskrivning.
Men Kristoffer Juel har selv taget skridtet videre og har gennem en årrække arrangeret sine egne musikalske pigeprojekter på Faxe Musikskole kaldet ”Instrumentalpiger”, hvor han underviser rene pigehold i sammenspil og improvisation. Og hans erfaringer viser, at det er virkelig produktivt at sætte piger til at spille sammen – især hvis de er jævnaldrende: ”En aldersforskel på et eller to år kan gøre en stor forskel i den alder og være socialt adskillende. At pigerne er jævnaldrende er derfor vigtigt for motivationen og afgørende for, at holdene bliver selvkørende. Det er jo hensigten, at de skal tage ejerskab selv”, fortæller Kristoffer Juel, der dog anvender det, han kalder et ”positivt niveauhieraki” som betyder, at pigerne løbende får mulighed for at spille sammen med mere erfarne elever, og derudover arrangerer han workshops, hvor pigerne kan tage ved lære af professionelle musikere.
”Det er ret sejt en gang imellem at få lov at være i selskab med nogen, som har spillet et par år mere, så man kan spejle sig i en anden rollemodel og få en forståelse af det naturlige hierarki, der er på vejen op. Jo mere kontinuerligt hieraki man kan have fra vugge til grav – altså fra start og gradvist op i de både halv- og helprofessionelle rækker - des bedre, mener jeg.”
Og udfaldet er er mildt sagt positivt, fortæller han:
”Jeg har oplevet at pigerne har et utroligt stort gåpå-mod, at de har meget stor selvtillid, og at de har det helt vildt sjovt sammen. Og så bliver de bare bedre og bedre.”
Lovende fremtidsperspektiver
Lignende initiativer for piger finder også sted ved blandt andet Aarhus Musikskole, og både ved Faxe Musikskole, hos Jazz Danmark og ROSA er der lagt i ovnen til endnu flere musikalske pigeprojekter. Statens Kunstfond sætter desuden løbende fokus på diversitet i musiklivet, og på trods af at kultur- og kirkeminister Bertel Haarder skrev fokuset på køn ud af den nye musikhandlingsplan, har han netop oprettet en tænketank, der skal danne et overblik over musikskoleområdet og udpege de væsentligste udfordringer, som musikskolerne i Danmark står over for i de kommende år. Herunder udfordringen i kønsstereotypiske instrumentvalg:
”Tænketanken skal formulere anbefalinger om, hvordan de nuværende og fremtidige udfordringer kan tackles. Det er bl.a. udfordringer som dalende elevtal og kønsstereotyper i børn og unges instrumentvalg. Målet er bl.a. at gøre strukturen for musikskoleområdet i stand til at håndtere de forandringer og nybrud, der sker, og skabe nye udviklingsmuligheder for musikskolerne.”, skriver Bertel Haarder på Kulturministeriets hjemmeside.
Improviseret kattejammerrock
Tilbage til Flemming og musiktimerne, hvor Flemming en dag til min store overraskelse sagde, at han skulle bruge tre piger, der ville melde sig frivilligt til at danne et band for en dag, lave et nummer og spille det for klassen. Min arm strøg i vejret med det samme i ren og skær begejstring over udsigten til at få lov at smide hæmningerne i et lille, uforstyrret slaraffenland af instrumenter, og jeg og et par klassekammerater blev lukket ind i et lokale i skolens kælder, hvor der stod et trommesæt, en elbas og en elguitar. Vi anede ikke, hvordan man spillede på instrumenterne og da slet ikke, hvordan man spillede sammen. Men vi fik alligevel improviseret os frem til noget, som vi senere spillede for resten af klassen. Og hvordan det lød? Fuldstændig øredøvende rædselsfuldt. Men Flemming skabte for en kort stund et frirum, hvor vi følte os modige - og vi fik ikke mindst en brændende lyst til at gøre det igen. Hvor Flemming pludselig fik idéen fra aner jeg stadig ikke, men hvad man kunne have drevet det til med flere midler og et mere målrettet fokus, er jeg til gengæld slet ikke i tvivl om. Lysten og engagementet fejlede nemlig ingenting.
Foto: Martin Dam Christensen/JazzDanmark
