”Det der bl.a. adskiller den nye uddannelse fra andre konservatorieuddannelser, er, at den er tilrettelagt omkring projekter fra “den virkelige verden”,” fortæller studieleder Signe Bisgaard. Hele hovedfaget omkring samskabelse er tilrettelagt som konkrete, praktiske samarbejder med det omkringliggende samfund. I dette tilfælde Holstebro, hvor uddannelsen bliver udbudt, og som i forvejen har et rigt samfunds- og kulturliv. Begrebet ”samskabelse” betyder sådan set bare at skabe noget sammen. På den nye uddannelse bringer de studerende deres musikalitet sammen med andre fagligheder, hvor alle parter i en ligeværdig dialog byder ind med hver deres faglighed og erfaringer. Det kan være i samarbejde med andre kunstarter - eller bare med andre mennesker fra helt andre sektorer. Det vigtige er, at man mødes åbent og nysgerrige på, hvordan man sammen kan skabe ny, fælles værdi – både kunstnerisk og menneskeligt. ”Derfor er det også vigtigt, at de studerende virkelig vil noget med deres musik i relation til andre og tør sætte sig selv i spil i tværgående samarbejder,” understreger Signe Bisgaard.
Underviser Malthe Mølle Nørgaard, studieleder Signe Bisgaard
I alle samskabelsesprojekter spiller det skabende element en vigtig rolle, såvel i tværkunstneriske som i tværsektorielle projekter. Det betyder, at de studerende selv skal være aktivt skabende, både i form af ny musik og nye musikalske arrangementer, men også i en mere bred forstand, eksempelvis når der i samarbejde med sygehusvæsenet skal skabes det rette musikalske rum for, at de studerende kan spille for pårørende eller patienter mhp. smertelindring el.lign. Eller når der sammen med pædagoger og bibliotekarer skal skabes lydlandskaber på børnebiblioteket for at øge de yngste børns brug af biblioteket. På uddannelsen er der fokus på, hvordan samarbejdet med andre fagligheder kan udvikle de studerendes evne til at indgå musikalsk i nye miljøer og til at øge værdien af det musikalske udtryk, som de studerende selv kommer med. De uddannes til at sætte andre mennesker i spil og til at facilitere både børn, unge og samarbejdspartneres skaben. Fremover bliver det skabende element endda yderligere styrket, således at uddannelsen i endnu højere grad leverer ”skabende musikere”. Fra næste års optag (2025/26) skal man yderligere indsende dokumentation for sit skabende virke, som indgår i den samlede bedømmelse, også selvom man ansøger som ”musiker”.
Musikproduktion er ligeledes en essentiel del af at arbejde med samskabelse, fortæller Signe Bisgaard. I rigtig mange af de samarbejder, som de studerende indgår i, er det vigtigt at kunne dokumentere projektet og at kunne aflevere såvel skitser som færdige produktioner. Derfor vil også produktionsdelen blive styrket fremover. Således skal ansøgere fra optaget 2025/26 også dokumentere interesse for og et minimum af erfaring med musikproduktion.
Erfaringerne fra det første semester på den nye uddannelse er, at der er et kæmpe potentiale i at arbejde skabende som musiker. Og at der med projektundervisningen er nogle fantastiske muligheder for samarbejder med eksterne partnere, og at det lokale miljø i Holstebro er mere end klar til disse samarbejder.
FAKTA om uddannelsen 3-årig bachelor ved Det Jyske Musikkonservatorium, Bisgårdmark 16, Holstebro Forventes udbygget med en kandidatdel. Ansøgningsfrist: 20. marts 2024 Online informationsmøde: 27. februar kl. 19-20 Se mere om mødet her Se mere om uddannelsen her |
Signe Bisgaard er ikke i tvivl om, at uddannelsen giver de studerende et kæmpe netværk, og at de allerede under studietiden lærer at sammensætte et "patchwork-arbejdsliv", som klæder dem på til et både mentalt og økonomisk bæredygtigt arbejdsliv som musiker, komponist/producer, underviser – og som meget andet! Udover mere traditionelle jobs som musiker/komponist/sangskriver og som underviser på musikskoler, høj- og efterskoler m.m. ser Signe Bisgaard også gode jobmuligheder indenfor musikproduktion, teater/filmmusik, lyddesign m.m. - og inden for helt andre sektorer som fx sundhedsvæsenet. Underviser i klaver og ”koncertfag”, Malthe Mølle Nørgaard, er inde på det samme. Han fortæller, at uddannelsen i Holstebro tilbyder noget radikalt andet end konservatorieuddannelserne i de store byer med et omfattende musikliv. I Holstebro er der udover det lokale musikliv masser af samarbejdspartnere fra en række forskellige sektorer, som allerede har et godt og velfungerende netværk indbyrdes. Her er man tydeligvis interesseret i at samarbejde med de nye konservatoriestuderende, som på den måde kan få erfaringer og et cv, som om de havde været på arbejdsmarkedet i flere år. Som eksempel nævner Malthe Nørgaard sit eget fag, ”koncertfag”, hvor de studerende gennem konkrete projekter lærer selv at gå ud i lokalmiljøet og finde lokaliteter til deres egne koncerter og forholde sig til, hvad der skal bruges af udstyr, PR m.m. for at få projektet til at lykkes. De får ikke det hele serveret på et sølvfad – til gengæld får de mulighed for at præge både rammer og indhold i samarbejde med de aktører, der findes i Holstebro og omegn. Og der er rigtig mange, der gerne vil samarbejdet.
Læs også:
Musiklærere blev presset til platformsarbejde